Nu er det vist paa tide, at jeg stopper med at vaere doven og faar lavet en beretning for de seneste 10 dage...

Efter at have efterladt(!!) Nicolai i Alexandria alt for tidligt om morgenen, tog jeg vestpaa til El Alamein, som egentlig ikke er meget mere end 15 huse, men byen spillede en central rolle under 2. verdenskrig (WWII), og blev vendepunktet for De Allieredes tropper i Afrikakampagnen. Det betyder, at der i dag ligger et stort WWII museum ved El Alamein, som huser en stor maengde vaaben, tanks, ect. fra WWII (husk paa, at jeg mentalt kun er 10 gammel), saa det var god underholdning. Underholdningsvaerdien faldt til gengaeld efter, at jeg havde faaet et lift med en lokal traktor (!) til De Allieredes WWII kirkegaard, og min mentale alder steg til dets nuvaerende 21 aar (som om!). Jeg har ikke foer besoegt WWII kirkegaardene, saa selvom at de 4500 grave er noget mindre end kirkegaardene i f.eks. Normandiet er det stadig en facinerende omend skræmmende oplevelse at gaa rundt mellem de mange grave.


I El Alamein blev jeg samlet op af en egyptisk lastvognschauffoer, der alligevel skulle videre vestpaa til den ekstremt uinteressante storby Marsa Matruh, smaa 250 km vest for Alex. Hvilket passede mig fint, da jeg alligevel skulle forbi Matruh for at komme til den foerste af Saharas oaser: Siwa.
Siwa byder paa et sloevt indblik i, hvad der sker i Egypten, naar der ikke render 5000 turister rundt og flasher deres irriterende blitz alle steder. Tilbagelaenet, roligt sted hvor man ikke hele tiden skal koebe diverse ligegyldige souvenirs, og priserne ikke stiger med 400%, fordi man er turist. Naesten lige saa rart et sted som Alex....

Den foerste dag brugte jeg paa, at haenge ud med de lokale, bade i kilder og cykle rundt i palmeskovene... Dejligt afslappende! Naeste dag stod den saa paa oerkensafari i jeep. Massere af sandbanker (selvom de er lidt uinteressante, efter man har besoegt den sydsaudiske oerken), men ogsaa en del smaa oaser paa en 20x50 meter. Lige til forsiden af en guidebog, hehe. Baade kolde og varme soeer midt i oerkenen med fisk og smaa varme kilder, som mest af alt minder som et varm boblebad!
Natten blev brugt under stjernerne (selvom der, af en eller anden grund, er fuldmaane hver eneste gang, jeg sover i oerkenen) i stedet for det 8-kroners hotelvaerelse med balkon og udsigt over downtown Siwa, jeg havde brugt min foerste nat i.

Fra Siwa er der desvaerre ikke nogen direkte vej til den naeste oase, Bahariya, hvilket betoed at jeg var noedt til at tage en 1200 kilometers omvej tilbage over Alexandria og Kairo (hvor jeg saa meget passende lige kunne sende Nicolai paa flyet hjem), inden jeg naaede Bahariya, som ikke er meget mere end 5 huse, omgivet af palmer. Dejligt sted, selvom der er 300 km til den naermeste by. Totalt isoleret fra omverdenen det her sted!
Her stod den paa et par dages 100% afslapning, inden jeg igen skulle en tur paa jeepsafari. Man bliver sjovt nok ikke rigtig traet af at se oerken hele tiden...
Foerste sted paa turen var nogle dumme sandbunker (som man sjovt nok blir traet af at se hele tiden), men herefter begyndte det at blive interessant. Black Desert er en klippe oerken (desert) hvor de fleste af stenene af en eller anden grund er sorte (black - logisk nok ikk ;). Smaa 20 km derfra ligger saa White Desert (de lokale er tydeligvis total blottet for kreativitet). Her er klipperne af kalksten hvilket goer alting meget hvidt. Det sjove er, at der stadig er alm. sand oven paa klipperne nogle steder, saa der ser ud som om det har sneet i loebet af natten. Vi (en amerikaner, 2 belgiere og jeg) gav omraadet navnet Snowy Desert bare for at vise, at vi trods alt har lidt kreativ tankegang...
Vi brugte natten i Snowy Desert som straffede os ved foerst at sende en sandstorm i ansigtet paa os, da vi skulle spise (aftensmaden bestod altsaa af lige dele ris og sand - delikat), og derefter at placere end gruppe gamle, stive turister smaa 50 meter fra vores lejr! Selvom om deres dansen rundt til beduin musik var yderst underholdende (jeg laegger en video op, naar jeg faar tid), saa var det sgu irriterende at hoere paa den halve nat. Skide turister!!

Tilbage i Bahariya naaede jeg at haenge lidt ud med de lokale boern, inden turen gik videre. Tvaers gennem en kedelig Farafra oase direkte til Dakhla 600 km syd for Bahariya. Dakhla bestaar af to byer med 30 km mellemrum. El Kasr og Mut. Den ene by mere doed en den anden, men det forklares nok ogsaa meget godt af temperaturen. I starten af april er der +35 grader, saa de lokale har ikke lyst til at bevaege sig, med mindre der er absolut noedvendigt (gad vide hvor dovne de blir i juli?).
Jeg brugte et par dage her - mest paa at vade rundt mellem de smaa mudderhuse i de gamle bydele, lege i sandet og haenge ud med den eneste anden backpacker i oasen (der var kun et hotel), Tom fra Australien.

Herfra satte jeg ellers turen mod Aswan, lidt panikslagen, for havde ikke faaet sikret mig en billet til faergen til Sudan endnu...
Det skulle viser sig, at vaere svaerere end foerst antaget. Busturen til den sidste af Sahara oaserne, Al Kharga, var en smal sag, men toget fra Kharga til Luxor, som kun koere en gang om ugen, havde besluttet sig for at blive i Luxor, saa hvad goer man saa? Der er ikke nogen bus foer soendag morgen, hvilket helt sikkert er for sent, naar man ved, at der er rift om billetterne til faergen, der sejler mandag. Man tager turen 300 km nordpaa til en by der hedde Asyut, skifter minibus, og tager derfra turen 200 km sydoest til en ny ukendt by, Sohag, og skifter minibus igen. Saa efter 9 timer i dehyderende minibusser naar man til Luxor, for at tage toget de sidste 4 timer til Aswan (man ved det er en lortedag naar man stod op kl. 6, bruger 13 timer paa transport og alligevel foerst naar sit maal kl. 2230).


Dagen i dag har saa kunne toppe den paa skalaen over lortedage.
Faergen er udsolgt, selvom det i dag er loerdag og den foerst sejler paa mandag. Et fly fra Aswan til Sudan koster 1800 kroner og er ikke en mulighed. Hvis jeg ikke kommer med faergen paa mandag, bliver jeg en uge forsinket, og faar lige pludselig problemer med at naa hjem til bryllupet d. 12. maj.
Jeg kunne selvfoelgelig leje en bil, men det er heller ikke en mulighed: Egypten-Sudan graensen er lukket, og man kan ikke kydse den paa andre maader end med faergen.
Alternativt kan man altid bestikke folk, men manden, der skal bestikkes, var ikke paa havnen, da jeg var nede og kigge forbi. Til gengaeld fik jeg fat i manageren for faergetransporten, og han lovede at han ville reservere den foerste billet til mig, hvis der kommer et afbud. Oversat til realiteterne betyder det, at jeg skal moede i havnen kl. 9 mandag morgen, og hvis nogen ikke er dukket op, kan jeg koebe deres billet for noget, der sagtens kunne gaa hen og blive dobbelt pris...

Den sidste mulighed er at koebe en billet direkte af nogen af dem, der har sikret sig en billet, og saa vil prisen ligepludselig stige til det 4 eller 5 dobbelte. Jeg opdatere paa mandag hvis jeg ikke er kommert med faergen, kryds fingre....