Khor Fakkan:
Fra Sharjah tog vi endnu engang over Dubai, for at komme til Fujairah, der er den nærmeste større by ved Khor Fakkan. Da vi kom til Dubai gik det op for os, at den busstation, hvor busserne til Fujairah går fra, lå flere kilometer væk fra der, hvor vi var stået af. Det betød at vi med fuld oppakning travede gennem Dubai, hvor vi fik taget nogle af de billeder fra Dubai, som Ask fik slettet. Da klokken blev lidt over 4, godt en time efter den lovede afgangstid, gik turen til Fujairah, hvor vi ankom godt 2 timer senere. Emiratet Fujairah er et af de mindre emirater, og byen i sig selv er heller ikke synderligt interessant - vi valgte dog alligevel at trave ned til byens oplyste fort, hvor vi fik knipset et par billeder.
Vi blev ufrivilligt vidner til et skænderi på Urdu (tror vi.. de fleste taxachaufførere hernede er fra Pakistan), da en taxa, der forsøgte at blanke os af for 50 dirhams for de 20 km til Khor Fakkan, fik konkurrence fra en mere ærlig taxachauffør, som tilbød os samme rute for den mere moderate pris af 20 dirhams. Det blev den første jo ikke så glad for, og et par minutters eksotisk skænderi fløj hen over hovederne på os.

Khor Fakkan i sig selv er lidt kedelig, men der er en rigtig fin strand og deres Youth Hostel er absolut anbefalelsesværdigt. Vi gik tidligt i seng, da vi næste dag både havde planlagt at gå på stranden og tage den cirka 330 km lange tur til Omans hovedstad Muscat.
Næste morgen efter et kold dukkert på den øde strand, tog vi med taxa til grænsen, hvor vi underlige danskere valgte at gå over. Flere gange blev der dyttet af os, vinket ud fra bilerne mm, da de opdagede, at der rent faktisk var folk, der gik mellem de to grænseposter. Efter lidt formaliteter mht visum, kom vi ind i Oman, hvor vi havde besluttet os for at blaffe mod Muscat. Den anden bil, der passerede os, en stor lastbil, valgte at tage os op, og kørte os ned til Sindbad Søfarerens by, Sohar, godt 100 km syd for grænsen. Herfra fik vi endnu engang et lift på tommelfingeren - denne gang dog kun cirka 10 km til Sohars shared taxi-station og betalte 3 rial (45 kr) pr person for at komme de sidste 200 km til Muscat.

Muscat:
I Muscat har vi kunne overnatte hos en ven af Nicolais familie, Bjarne. Han bor lidt uden for byen i en rigtig fedt lejlighedskompleks. Det har både egne vagter og en stor pool, det er rigtig luksus og langt fra vores backpacker-stil.
Muscat ligger for foden af en stor bjergkæde, hvilket betyder, at byen, som udelukkende består af små lave huse, ligger og slynger sig i dalene mellem bjergene. Selve Muscat er egentlig en masse mindre byer, der er vokset sammen. Det betyder, at byen strækker sig over 40 km langs kysten, men kun rækker ca. 5 km ind i landet.
Vi har indtil nu kun besøgt bydelen Mutrah, som også skulle være den mest interessante og livlige del af Muscat. Mutrah huser havnen og en imponerende souq. Det er byens originale souq; overdækket, med smalle gyder og smutveje, som man hurtigt bliver væk i. Vi er kun lige kørt igennem 'The Walled City of Muscat', hvor sultanen bor. Byen har ikke meget andet end sultanes store palads og to borge som begge bliver brugt at militæret og derfor er off limit. Byen er derudover næsten mennesketom, specielt i aftentimerne. Mest fordi de fleste bygninger er regeringsbygninger og ministerier.

Nizwa og Bahla:
Byen, der er landets gamle hovedstad, ligge inde i landet bag halvøens højeste bjergkæde Jebel Akhdar. Byen er næsten fuldstændig uspoleret af turisme og huser bl.a. et autentisk gede- og kvægmarked, som vi var så heldige at opleve (se billederne, når de kommer). Derudover har byen et stort imponerende fort som gav os udsigt over hele området.
Fra Nizwa kørte Bjarne os de næste 25 km til Bahla. Byen huser endnu et autentisk marked (som vi dog ikke så) og Omans største fort, som er listet som en del af UNESCOs verdensarv. Det er i øjeblikket ved at blive restaureret, med oprindelige materialer, og er derfor lukket. Desværre.

Jebel Shams, Ghul og Wadi Ghul:
Jebel Shams er det højeste bjerg i Jebel Akhdar-bjergkæden. Ved foden ligger en gammel forladt landsby, der hos de lokale går under navnet Ghul. Byen er bygget af sten direkte fra bjerget og ligger meget imponerende oppe langs klippesiden. Det mødte vi to små omarni drenge, der gerne ville have et lift gennem wadien (wadi er en slags kløft, der ligger mellem to stejle bjergsider). Turen var på 7 km og kunne på ingen måde have ladet sig gøre hvis ikke Bjarne havde haft en stor 4x4. Flere steder var der ikke engang en bumbet grusvej, men bare et sted med mindre store sten end ellers. I bunden af wadien kom vi til 4-5 huse, der udgjorde landsbyen og et lille væveri. Her blev vi budt på kaffe, efter gammel beduintradition, og fik lov til at studere tæpperne nærmere. Ingen tvivl om at de to små drenge havde lokket os i en turistfælde, men turen gennem wadien var så smuk og imponerende at det var det hele værd. Bjergsiderne var visse steder over 1000 meter høje fra bunden af wadien hvor vi stod. Samtidig var der fyldt med grønne planter som voksede direkte på klipperne og i små vandløb.
Efter at have sat drengene af i deres rigtige landsby, som kun lå et par km inde i wadien kørte vi op mod toppen af Jebel Shams. Turen bød på stigninger på 30-35 grader, men på asfalteret vej. Udkigsposterne ligger i omkring 2000 meters højde, og derfra har man udsigt over det, der hernede bliver kaldt Arabiens Grand Canyon. Ved den ene udkigspost kunne man kravle ned på et plateau, læne sig ud over kanten og se de 1000 meter ned på den lille klynge huse, hvor tæppevæveriet lå.
Alt i alt var hele området virkelig imponerende. Europe go home...