Deir ez-Zur og Dura Europos:

Den stoerste by i Oestsyrien hedder Deir ez-Zur, hvilket gjorde den til
en bekvem base for vores besoeg til de totusinde aar gamle oerkenruiner
ved Dura Europos. Vi kom, som allerede skrevet i sidste beretning, med
et virkelig langsomt tog fra Aleppo sent om aftenen, hvor efter vi
tjekkede ind paa vores hotel.

Dagen efter stod vi alt for tidligt op for at fange en microbus, som
kunne koere os til Dura Europos, der ligger smukt ved Eufrat-floden
omkring 10 km fra den irakiske graense. Desvaerre er graensen mellem
Syrien og Irak blevet lukket for en uges tid siden, saa intet besoeg
til Irak denne gang.

Microbussen smed os af et sted ude i ingenting, og derfra er der cirka
en kilometers oerkengang til ruinerne. Den gamle bymur taarner sig
tydeligt op allerede fra vejen, saa ingen fare for at fare vild i den
syriske oerken. Til gengaeld lykkedes det Ask, at falde 5 meter ned fra
bymuren. Saa kan man laere ikke at klatre paa ruinerne, men den danske
viking (stadig Ask hvis nogen skulle vaere i tvivl) er godt bygget og
et fald paa 5 meter er aabenbart ikke nok til at goere nogen egentlig
skade...

Desvaerre er resten af byen (citadellet undtaget) ikke lige saa godt
bevaret som bymuren; men en del huse, templer mm. er dog udgravet, og
man har muligheden for at vandre rundt i dem og fornemme hvordan det
hele saa ud for 2000 aar siden.

Citadellets mure er som sagt relativt velbevarede, og beliggenheden paa
en stejl klippe hoejt over Eufrat-floden er uovertruffen - og vidner om
en svaert indtagelig borg.

Efter at have vandret rundt i ruinerne i et par timer, vendte
vi atter snuden mod Deir ez-Zur, hvor vi tog en hurtig byrundtur til
fods (byen har vitterligt ikke meget at byde paa!), foer vi satte
kursen mod Palmyra.



Palmyra:

Palmyra, er berettiget Syriens mest kendte ruiner, men selvom de i
sandhed er imponerende, foeler man alligevel en snert af skuffelse,
naar man har besoegt Baalbek (faktisk kan man bare ta hjem efter
Baalbek).

Til Palmyras fordel taler dog, at der er langt flere ruiner her end i
Baalbek - omraadet er enormt, og tager let en dag at gaa rundt i. Vi
valgte dog, at falde i en turistfaelde (en ganske behagelig en af
slagsen), og lod os starte med en halv times rundtur paa kamelryg i de
naermeste ruiner. Kamel blev vist lidt forelsket i Nicolai - maaske
pga. hans duft... Derefter gik vi selv rundt paa sitet og lod os
imponere af de fantastiske soejlegange og et velbevaret romersk teater.


Naar man vandrer rundt i Palmyra by, fornemmer man helt klart, at
turisme er byens hovedindtaegtskilde - sammenlignet med resten af
Syrien snakker borgerne her alle fremragende engelsk; selv en knaegt,
der ikke saa ud til at vaere aeldre end 5, snakkede med os paa engelsk
i forsoeget paa at saelge nogle postkort. At turisme er
hovedindtaegtskilden har dog ogsaa efter 9/11 betydet, at konkurrencen
er skaerpet i en naesten ubehagelig grad - saaledes har vi maattet
ligge oere til, at en restaurents konkurrenter skulle
have beskidte koekkener og bruge gamle raavarer, ligeledes virkede
det, paa de andre turister, til, at man ikke kunne slippe for
kamelguidernes selskab, foer end man koeber en tur med dem. Egentligt
aergeligt - for stedet er rart nok.



En bitter oplevelse rigere:

Efter endnu en overnatning i Palmyra tog
vi tidligt afsted med bussen til Damaskus. Her moedte vi en
australsk backpacker, som vi snakkede en del med - baade paavej til og
i Damaskus. Vi aftalte ogsaa at moedes senere, saa vi hookede up paa
vores hotel. Vi kom aldrig rigtig videre fordi vi, paa hotellet, loeb
ind i en canadier, en iraker, en italiener, en nordmand og to
slovakker, og vi endte med at blive siddende og for at drikke
lokal vodka i hotellets gaard. Lidt skidt blev der ikke
scoret i denne omgang, tsk tsk...



Allerede i toget paa vej til Deir ez-Zur fandt vi paa at tage en
afstikker til Tyrkiet, da vi laeste, at der om tirsdagen gik et direkte
sovetog fra Damaskus til Istanbul. Saa inden vi begyndte at drikke
vodka tog vi hen paa Damaskus' togstation mandag eftermiddag, hvor vi
fik af vide, at toget ikke laengere gik fra Damaskus - men derimod
Aleppo. Eftersom vi allerede havde betalt for hotelvaerelset, valgte vi
at blive i Damaskus, staa op kl. 0330 om natten (efter vodkaen) og tage
en bus klokken 4 mod Aleppo.

Da vi efter 5 timers buskoersel kom til Aleppo, gik vi en halv time med
fuld oppakning op til togstationen og da vi endelig kommer hen til
stationen faar vi foelgende meddelse: toget koerer kun til
Istanbul i sommerhalvaaret, saa naeste tog koerer til April!!! Dette
paa trods af, at vi i Damaskus, paa stationen, blev forsikret om, at
der, som vores guidebog ogsaa fortaeller, gik toge fra
Aleppo til Istanbul nu. Saa efter et hav af bandeord og soegen efter
alternativer maa vi erkende, at en hel dags transport er spildt!

En del penge fattigere kan vi saa tage toget tilbage til Damaskus, hvor
vi kan hooke op med canadieren paa vores hotel, der ogsaa skal til
Jordan om et par dage. Og saa ellers aergre os over at vi ikke faar set
Istanbul og den sidste chance for at komme ind i det forjaettede land
Irak er spildt.



Mange tak til den syriske jernbaners mangel paa effektivitet, korrekt information og uduelighed!