Quneitra (Golan-hoejderne):
Hvis man skal bruge en tilladelse fra de syriske myndigheder, skal man nok lige taenke sig om en ekstra gang. Bare for at vaere sikker paa at det nu ogsaa er helt noedvendigt!

Dagen efter vores famoese forsoeg paa at fange et tog til Istanbul, satte vi ud i Damaskus' gader for at faa skaffet en tilladelse til at besoege de FN-kontrollerede Golan-hoejder - altsaa den smule Golan, der er tilbage i Syrien, efter at Israel har besat en god del af dem.

Det endte med at vi rent faktisk fik tilladelsen! Inden det havde vi i loebet af 4 timer faaet anskaffet os 7 smaa papirlapper med arabisk tekst paa, hver isaer beskrev de et nyt sted, vi skulle gaa hen for at faa vores tilladelse.
Foeste papir var fra vores hotelmanager, og fortalte om et hus naer den amerikanske ambassade. Men her laa ingen huse der udstedte tilladelser af nogen art, sagde den ellers meget venlige politimand, da vi spurgte.
Derfra gik turen ellers videre, fra diplomatboliger, FN's hovedkvarter, den syriske efterretningstjenestes hovedkvarter, noget saa underligt som en bank, indenrigsministeriet hvorefter vi til sidste (selvfoelgelig) endte ude i et af efterretningstjenestens boliger, en blok fra den amerikanske ambassade!
Vi fik allernaadigst lov til at vente udenfor i de to timer, det tog at faa lavet tilladelsen, og saa er 26 grader og hoej sol lige pludselig ikke saa rart (men meget bedre end dansk snestorm).

Vores rundtur i Damaskus' ambassadekvarter bragte os til gengaeld lige forbi den danske ambassade, hvor vi selvfoelgelig lige var inde og hilse paa. Til vores store skuffelse var den blevet malet igen efter afbraendingen under Muhammed-krisen...
Om aftenen kunne vi saa slappe af, tage i Hammam (tyrkist bad) - som stadig holder 100% og snakke lidt med nogle af de nye bekendtskaber vi har faaet hernede.

Dagen i dag blev saa brugt paa turen til Golan, nu da vi havde faaet tilladelsen: naermere bestemt en landsby ved navn Quneitra. Historien bag den er, at i 1967, under Israels besaettelse af omraadet, fik indbyggerne at vide, at de skulle forlade byen, ellers ville det faa fatale konsekvenser for dem (taenk selv..). Med det forvarsel blev byen eller det meste af den ellers bombet til ukendelighed. Vi har selvfoelgelig billeder derfra, men lige i oejeblikket er det syriske internet ikke lige hooked paa at lade os uploade dem!
Efter det noget kraftige bombardement er byens hospital ellers blevet brugt som legeplads for diverse maskingevaerdssalver, og alt er vaerdi fjernet fra husende og solgt til israelske forretningsmaend - der er virkelig tale om ALT: Moebler, vinduer og vindueskarme, biler, sko, you name it. Alt blev taget.

Med paa turen havde vi faaet en agent fra den syriske efterretningstjeneste. Han moedte os i udkanten af byen med sin AK-47, fik vores pas og tilladelsen fra i gaar og begyndte ellers at vise os rundt. Desvaerre snakkede han ikke rigtig engelsk, saa de store propaganda taler mod Israel gik vi (heldigvis) glip af.
Funktionen som guide blev ogsaa lidt overskygget af hans funktion som efterretningsagent - Egentlig var han der mest for at holde os vaek fra de omraader med landminer (rigtig mange landminer) og soerger for at vi ikke blitzede paa de millitaere anlaeg...

En lille sjov ting, midt i alle de udbombede bygninger, var at man faktisk kunne se over paa de israelske millitaere anlaeg 300 meter paa den anden af graensen (laes: pigtraad og minefelter), som vi i oevrigt stod faa meter fra. Med det i tankerne er det naermest utroligt at der ikke er blevet loesnet et skud i Quneitra i over 30 aar...