halløj hjemme i stuerne..  så er der lidt mere fra new zealand :) vi har det dejligt..

11. marts Wanaka

Denne dag havde vi en lang dag foran os i bus. Og for at gøre det endnu værre blev vi fanget midt i 50 traktorer, der også var på vej til Wanaka. Gennem den sidste tid har disse 50 traktorer nemlig kørt hele new zealand rundt for at indsamle penge til børn med kræft. Så vi kørte i snegle fart mellem alle traktorerne, og det er ikke så nemt at overholde for vejene svinger meget her, så vi måtte bare være tålmodige. Da vi havde kørt et godt stykke tid og fået overhalet ca. 20 af dem , måtte vores buschauffør indse at vi blev nødt til at lave et toilet stop da der ikke ville komme toiletter de næste tre timer. Så vi holdte ind, hvilket jo betød at de 20 traktorer vi lige havde brugt så lang tid på at komme forbi nu var foran os igen. Suk! En pige i bussen fandt på at vi skulle lade gå en hat rundt i bussen og samle lidt penge ind til dem, så i alt fik vi samlet 90 dollars sammen som vi gav dem, og det blev de helt vildt glade for. Da vi kom frem til Wanaka besluttede vi at tage i ”Paradiso” som er en meget speciel biograf. Her sidder man i en lille sal i en masse gamle sofaer og lænestole, og man kan også komme til at sidde i en gammel bil mens man ser filmen. Derudover serverer de varme hjemmelavede cookies under filmen og hjemmelavet is. Super hyggeligt!

d. 12 marts

Fredag havde vi en fridag i Wanaka, da vi var hoppet af bussen. Den brugte vi på at sove dejligt længe,  gå rundt i byen og kiggge, og så gik vi op på et bjerg der hedder ”Mount Iron”. Det tog os ca. en time at gå op på den og lidt mindre at gå ned. Vi anede dog ikke hvor vi var da vi kom ned, så det viste sig at vi var kommet til at gå ned på den modsatte side af bjerget. Øv! Så de næste ca. to timer brugte vi på at gå hele vejen rundt om bjerget igen, men med vores fantastiske stedsans, lykkedes det os at komme hjem til vores hostel i god behold, og så havde vi oven i købet fået set meget mere af wanaka end mange andre backpakere. Da vi kom hjem var vi godt sultne og lavede lækker mad. Lidt senere købte vi is og så de talve af en film, før vi faldt i søvn.

d. 13 marts

Lørdag hoppede vi på KIWI bussen igen på vej mod Queenstown, og første stop var ”Puzzling world”. Et sted der har fire illusions rum, hvor man kan lave en masse skøre ting og tage nogle sjove billeder. De har også en stor labyrint, men det var lidt for koldt til at gå rundt ude i den. Ellers kunne man prøve kræfter men en masse puslespil og andre ting man skulle samle på bestemte måder, virkelig god hjernetræning, og ikke kun for børn J Da vi kørte videre og kom lidt tættere på Queenstown stoppede vi ved en bro hvor man kunne springe bungy jump udover en flod. Der var nogle danske piger fra bussen der skulle springe, så hele bussen stod ude på siden og heppede – vi var dog ikke selv klar til at tage springet, men bestemte os i stedet for at booke noget andet vildt som kaldes ”nevis arc”, som vi skulle gøre to dage efter. Da vi kom til Queenstown tog det ret lang tid før vi fik et værelse fordi der var så mange mennesker. Men det lykkedes dog til sidst, og vi endte med at på et værelse kun for piger - dejligt. Senere på aftenen tog vi med nogle  andre fra busserne over på en bar hvor man kunne få gratis barbecue – ikke dårligt.  Kl. 21.30 skulle vi på pubcrawl rundt i byen, og det fortsatte ellers hele aftenen og vi kom rundt til 6 forskellige barer. Det var super duper!

d. 14 marts

Søndag brugte vi mest til at slappe af, da det heller ikke var så meget her i byen der havde åbent. Vi brugte et par timer på nettet, gik en tur rundt i byen og i den botaniske have. Om aftenen skulle vi til ”poledancing” sammen med en masse andre piger. Kl. 20 blev vi hentet i taxa og kørt ud til det sted vi skulle danse. Her fik vi et glas champagne inden vi skulle starte. De næste par timer gik så med at lære en lille serie, som vi skulle vise for hinanden i hold. 1 pige fra hvert hold skulle så dyste mod hinanden og så blev Fie udnævnt som vinder og fik en meget smuk plastik medalje. Til sidst gav de to instruktører et show med hvad de kunne, og hold da op de kunne nogle vilde ting! En rigtig sjov, underholdende og anderledes aften, og vi fik taget nogle sjove billeder..

d. 15 marts - månedsdag :)

Mandag var dagen vi var lidt spændte på da vi havde booket en tur ud til Nevis Arc, som er en kæmpe stor gynge – verdens højeste sving. Resten af den bus vi kørte derud i skulle bungyjumpe, så vi fik lov til at komme med helt ud på platformen og se dem springe. Her sprang de fra 134 meter, og mange var klædt ud som alle mulige ting, der var fx et par drenge der var supermand. Da vi kom tilbage igen var det vores tur til at prøve nevis arc, og vi valgte at gøre det tandem, så vi kom til at sidde ved siden af hinanden. De første sekunder af faldet var ret vilde da de første 70 meter er frit fald inden man begynder at svinge frem og tilbage. Så vi skreg en del og klamrede os til hinanden. Det var en mega sjov oplevelse, og vi havde lyst til at gøre det igen da vi kom op på platformen. Vi købte en DVD med en video, som kommer på facebook.

Om aftenen mødtes vi med nogle andre danskere som vi har mødt tidligere i New Zealand og så havde vi en rigtig go bytur sammen med dem.

Hej igen!

Så kommer der lige en lille opdaterings på vores rejse.
Vi har nu forladt Venice Beach og kørte torsdag og fredag hele turen langs kysten til San Francisco. Vi kom til Santa Barbara torsdag aften, hvor vi snuppede en sandwich og kørte lidt rundt og så byen. Derefter tog vi på sportsbar, hvor vi fik spillet lidt snyd (terningsspil), mens vi så kvartfinalerne i college basketball. Da klokken var lidt over midnat fandt vi en parkeringsplads, hvor vi indrettede os, sådan at vi kunne sove i bilen. Alle folk har sagt vi skal passe på med at sove i bilen, da arbejdsløsheden herovre er over 10 % og folk stjæler med arme og ben, men vi var rimelig sikre på ingen ville bryde ind i en familiebil, så vi gik til ro og fik overraskende nok en rigtig god nats søvn. Da vi vågnede blev vi dog smidt væk af en vagt, da vi havde parkeret på et hotels parkeringsplads. :)

Vi fandt en starbucks, et toilet og en Cafe Latte, og så var vi ellers klar til at køre videre langs kysten. Det blev en lang, men utrolig smuk tur, hvor vi kørte oppe i bjergene eller langs vandet hele tiden. Alle planter og træer var grønne og smukke, og det er de kun i 2 mrd. om året, da solen visner det hele om sommeren. Så vi var godt tilfreds!

Fredag aften og små 10 timer senere kørte vi ind i San Francisco, hvor vi skal bo indtil onsdag hos 2 forskellige servas værter.

Vi skriver senere om opholdet i San Francisco.

"Veni Vedi Vici"
Chris og Heine

Man maerker forskellen i rigdom mellem Bolivia og Peru, naar man koerer buss. Et tydeligt tegn paa lidt mere overskud her i Peru er at staten har paakostet sig at stille op skilte laengs med vejene med budskaber som: "koer forsigtigt - din familie venter paa dig" og "bevar vores natur - lad vaere med at smide affald". Selvom disse forbehold naeppe bliver taget af den gennemsnitlige peruianer bevidner det dog om en hverdag, som ikke kun handler om at overleve. I Bolivia ville disse tiltag vaere utaenkelige. En anden skaeg ting man oplever i perus busser er saelgeren. Foerste gang jeg oplevede det var med Bjoernar paa vej til Cusco. Pludselig rejser en mand sig op og begynder en tale der foerst handler om Peru's manglende uddannelse, og derefter gaar over til de unges fordaerv og fjernsynets daarlige indflydelse. Til sidst efter en tale paa omtrent en halv time lancerer han sit produkt som er en dvd om inkaerne. Det samme har jeg nu oplevet to gange mere med ginseng og helsekost. Man skulle tro det var irriterende men faktisk er det ganske spaendende, da det for det meste er gode produkter. Det skal derudover siges at her i Sydamerika kan de holde taler. Disse saelgere smider taler ud af aermet, som for den gennemsnitlige danske politiker til at ligne en scenesky praktikant hos Vera moda.

Nuvel, dette var et lille sidespring. Efter 12 seje timer i bus fra Cusco til Perus andenstoerste by Arequipa ankom jeg sent om aftenen. Jeg fik smidt mig ind i en taxa og efter en lang tur i den by med den vaerste trafik jeg har oplevet fandt jeg frem til hostellet "Home Sweet Home", et rigtigt backpackerhostel. Samme aften fik jeg tilberedt mig lidt risotto (foerste gang jeg laver mad siden Sydchile). Under tilberedningen moedte jeg en vaeldig masse danskere, Louise fra Kebenhavn samt 3 piger fra Jylland. Jeg faldt i god snak med Louise, samt en af de jydske piger der hed Sanne. Over et par kopper mate de coca fik vi os en hyggelig aften, hvor emner som danske festivaler, peruianske maends anmassende scoretricks samt min deltagen i Lemvigcup 2003 blev vendt. Efter det var det paa hovedet i seng.

Den naeste dag ventede jeg paa at mine to nordmaend ville ankomme til Arequipa. Dagen blev dog ikke brugt paa ingenting, da Louise og jeg tog paa sightseeing i byen hvor vi blandt andet fik set byens store catedral, og en laekker og utroligt velholden park (igen en ting man ikke ville opleve i Bolivia). Herefter tog jeg alene till byens nok stoerste attraktion nemlig Monasterio de Santa Catallina. Dette er, som den sprogkyndige nok vil kunne regne ud, et kloster. Det er dog et yderst imponerende kloster som mere ligner en bydel. Inde i klosteret er der gader og en masse smaa huse i forskellige flotte farver. Nonneordenen som har klosteret havde holdt det lukket for offentligheden helt frem til 1970. Derfor er det stadig utroligt autentisk og ikke mindst smukt som bare fanden! Her fik jeg slendtret rundt i en lille time, da jeg pludselig fik travlt fordi jeg skulle moede de to finske piger, jeg har rejst med. Dette blev ogsaa gjort og derefter tog jeg tilbage til hostellet hvor mine nordmaend endelig var ankommet. Resten af aftenen blev brugt paa at lave mad med Louise og sidde og igen snakke med hende og hendes veninde fra Koebenhavn, Katrine.

I forgaars tog jeg saa tidligt afsted til busterminalen, hvor jeg koebte billeter til Cotahuasi til mig og nordmaendene. Her efter tog vi ud og riverraftede. Jeg havde gjort det en gang foer med Morten i Arequipa og jeg maa indroemme at den tur var bedre. Det var dog stadig sjovt med lidt adspredelse fra den ellers ikke saa begivenhedsrige hverdag i Arequipa. Om aftenen tog Bjoernar og jeg i byen sammen med 6 danske piger. Det endte med at jeg sov paa sofa i hostellets faellesvaerelse, saa det maa vel betegnes som noget af en succes.

Igaar gik turen saa til 12 timer til Cotahuasi. En ganske forfaerdelig bustur. Dels paagrund af den alt for lille bus, peruianernes vane at tage alt for meget med sig i alt for smaa busser, en vej der bestemt ikke var asfalteret, samt et lige lovlig hoejt lydniveau paa bussens stereo. Der blev dog spillet noget droengod musik, som jeg fik spurgt om hvad var. Lucho Barrios var svaret og paa bussens naeste stop fik jeg koebt mig en braendt plade med denne mand (at koebe lovlig musik i Peru er en opgave for viderekomne). Klokken 3.40 om morgenen ankom vi endelig efter en soevnloes nat. Vi fik skaffet os et hostel og smed os ned i vores senge, kun for at staa op 4 timer senere. Herfra fik vi efter megen kamp fundet os en gut som er villig til at guide os rundt i verdens dybeste canyon (dobbelt saa dyb som grand canyon). Efter en lille hurtig udflugt til en naerliggende lagune sidder jeg nu her. I morgen skal vi ud og vandre i noget der ligner 9 timer, saa det bliver vigtigt at faa slappet meget af idag. Hvor og hvornaar jeg vil hoere fra mig aner jeg aerlig talt ikke, saa jeg vil lade efterlade jer med tvivlen som eneste foelgesvend. Til naeste gang. Uk!

Hej trofaste laesere

Hermed det sidste indlaeg fra os i denne omgang. Vi er nu vendt hjem til Danmark, som til vores utilfredshed stadig er daekket med sne, men hvor foraaret alligevel er paa vej.

Vi vil kort bare gerne sige tusind tak fordi i har fulgt med i vores blog og haft interesse i vores jordomrejse. Vi haaber i har nydt den lige saa meget, som vi har nydt at skrive den. Vi haaber vi ikke har kedet jer men derimod har givet jer lidt underholdende laesning i de kolde vintermaaneder.

Overordnet har turen vaeret FANTASTISK!!

- Michelle og Christina  :)

Hej trofaste laesere

Vi undskylder paa forhaand laengden af bloggen, den skal maaske laeses i flere bidder, men vi har bare saa meget spaendende at fortaelle :)

New York har i den grad levet op til vores forventninger. Vores foerste dag varede over 45 timer paa grund af, at vi floej over datolinjen og derfor fik dagen to gange. Vi formaaede endda at spise morgenmad tre gange denne dag. Turen til New York varede 16 timer og vi frygtede det vaerste. Vi aandede dog lettet op, da vi saa, at vi skulle tilbringe de foerste 11 timer til L.A. i luksussaeder. Vi sad lige bag gardinet til business class, saa vi fik de overskydende rester af snacks og chokoladebarer. Herudover havde vi to vinduesraekker, det vil sige, vi havde masser af benplads og derfor en god mulighed til en lille lur. Man skulle tro, at vi efter en 40 timer lang dag med flyrejse osv var godt udmattede, men da vi ankom til New York livede vi op paa ny. Vores hotel laa blot 50 meter fra Times Square, hvor der altid er gang i den, lys og glade dage. Times Square er en stor plads med kaempe reklameskaerme, boder, goeglere og fungerer som moedested for alle Manhattens beborer og ikke mindst turister. Selvom det er midt om natten lyses pladsen altid op af alle de mange storskaerme, og det er derfor tydeligt hvorfor byen har faaet sit ry, at den aldrig sover. Byen oser af energi, fart og muligheder og er uden tvivl det sted i verden, hvor alt er muligt. Dette fik vi set allerede paa foerste aften, hvor vi fandt en treetagers stor M&M's butik, hvor man kan koebe diverse M&M's souvenirs saa som toej, porcelaen og saagar julepynt. Et af butikkens hoejdepunkter var den store vaeg med bland selv M&M's sorteret i farver, saa vi var da ogsaa inde og blande vores favoritfarver.

Det var ikke kun M&M's butikken, der satte gang i vores shoppegen, butikkerne i New York appellerer til alle. Der er butikker med navne som Gucci, Armani og Prada men ogsaa kaempe bilkalignende lagersalg og endda den velkendte H&M. Dankortet kom godt i sving, men nogle butikker var vaerd at besoege bare for en kigger. Vores favoritter er legetoejsbutikkerne Toys'r'us, F.A.O.S, American Girl og Build a Bear. For dem der kender Toys'r'us i Danmark kan den vaere en laburint nok i sig selv, men i New York er alt bare meget stoerre, og denne butik er endda verdens stoerste legetoejsbutik. I enhver butik med respekt for sig selv i storbyen skal man tage rulletrapper eller elevatorer mellem etagerne og i Macy's, der er verdens stoerste butik, er der hele 10 af slagsen. Paa trods af vores backpackerbudget var vi ogsaa forbi butikker som diamantparadiset Tiffany og designerbutikken Armani, hvor vi saa de kendtes originale kjoler fra diverse prisuddelinger. Vi fik selv en lille snert af beroemthed, da vi gik sent en aften rundt paa Times Square med fedtet haar og backpackertoej, og en dame stoppede os og spurgte, om vi ville vaere modeller for en dag - haarmodeller vel at maerke. Vi startede naeste dag tidligt om morgenen med at faa farvet haar, blive sminket, stylet og gjort klar til scenen, hvor vi skulle lancere nogle forskellige produkter.

Vaek fra modellivet og tilbage til butikkerne, saa har New York nogle helt specielle madbutikker. For eksempel fandt vi en butik KUN med Cupcakes, og det vrimler med donutbutikker og andet junk. McDonalds fandt vi paa naesten hvert gadehjoerne, hvilket har sat sit praeg paa gennemsnitsvaegten i bybilledet. Vi faldt dog ogsaa i junkfaelden og maatte smage de beroemte kyllingevinger fra KFC. Ikke en smagsoplevelse vi vil huske altid.

Af typiske must see i New York har vi blandt andet set Frihedsgudinden, Times Square, Central Park, 5th Avenue, Empire State Building, Ground Zero, Rockerfeller Center, Metropolitan Museum of Art, Museum of Natural History, Museum of Modern Art, Wall Street, Brooklyn Bridge, Gospel koncert og Lion King Musical paa Broadway.

Vi vil gerne uddybe de ting, der har gjort mest indtryk paa os.

Ground Zero: Ground Zero er pladsen, hvor World Trade Center stod inden det forfaerdelige flyangreb i 2001. Pladsen var et stort byggerod, fordi de er i gang med at bygge en mindeplads og nye bygninger, herunder ét taarn, der bliver over 100 meter hoejere end de originale taarne. Vi saa et meget reorende museum, hvor vaeggene var fyldt med efterlysninger og citater fra de forfaerdelige minutter i kaos. Vi tog en rundvisning rundt i omraadet og blev vist rundt af to kvinder, som begge havde mistet et familiemedlem i tragedien. Historien om 11 september blev derfor mere virkeliggjort efter at have hoert deres personlige historier og indsigt i livet som ansat i World Trade Center. Rundturen tog os vidt omkring blandt andet til brandstationen, hvor mange brandmaend nu er savnet og til World Financial Center. Herfra havde vi god udsigt over pladsen og fik et indtryk af, hvor stort det var, og vi stod paa det sted, som ogsaa blev beskadiget under angrebet, og som nu er blevet genopbygget. Herinde saa vi ogsaa et meget smukt mindesmaerke fra 9/11 kaldet 11 Tears. Et andet mindesmaerke vi saa, var en tidligere skulptur fra parken mellem taarnene, der mirakuloest overlevede angrebet og som nu staar i Battery Park.

Metropolitan Museum of Art, Museum of Natural History og Museum of Modern Art: Som allerede tidligere naevnt er alt stort i New York, dette gaelder ikke mindst for byens museer, hvori man ifoelge brochurerne kan bruge flere uger paa hver. Grundet at vi ikke havde mere end 5 dage i New York maatte vi tage den hurtige udgave, vi fik alligvel set kendte malerer som Van Goghs vaerker, moderne kunst vi ikke forstaar, mumier, fuldt indrettede huse fra 1700tallet og ikke mindst de verdensberoemte og kaempe dinosauer skelletter.

Gospel koncert og Lion King (Loevernes Konge) Musical paa Broadway: Underholdning var ikke noget, vi manglede i New Yorks gader, men vi valgte alligevel at tage til baade en gospelkoncert og en musical, og vi fortryder det bestemt ikke. Begge oplevelser boed paa storslaaet musik og sang men var alligevel to vidt forskellige oplevelser. En musicaloplevelse er i sig selv en stor oplevelse, som vi foer har vaeret saa heldige at opleve i London men paa Broadway i New York var det bare meget stoerre og flottere. Lion King har vaeret paa scenen i aartier og vi blev som saa mange andre gennem tiden fanget af historien, sangene, skuespillet og af de storslaaede kostumer. Et ekstra plus ved oplevelsen var, at vi kendte historien og er vokset op med den lige fra vi var smaa. Gospelkoncerten fandt sted en aften ude i Harlem, som er et kvarter for afroamerikanere. Paa grund af dette foelte vi os lidt malplacerede, da vi og faa andre turister tog plads i kirken. Selve musikoplevelsen i kirken med de store afrokvinder og maend paaklaedt i staerke farver var helt fantastisk, men det var isaer deres holdning til livet og Gud, der gjorde indtryk paa os. Da vi traadte ind i kirken fik vi en foelelse af, at man traedte ind i et stort faellesskab, en stor familie. En familie hvor naestekaerlighed er i fokus, og hvor troen paa Gud er deres helt store lidenskab. Det var fantastisk at se og maerke deres indlevelse baade under sang og tale/praedike. Selvom vi ikke er specielt troende fangede den timelange tale os og fik os til at taenke over nogle ting. Taleren beroerte mange emner, bl.a. 9/11, verdensfred, AIDS, bilmaerker og hoejreligioese emner, hvor vi ikke laengere kunne foelge med, men budskabet i talen var noget alle kunne forstaa og tage med sig hjem.

Som mange andre storbyer har New York ogsaa et fantastisk transportsystem under jorden, kaldet en subway. Paa vores foerste dag koebte vi et subwaykort, som vi fik meget gavn af i den store by. Kortet gjorde det utrolig naemt for os at komme rundt og gjorde det muligt for os at se mindrebetydningsfulde attraktioner som den foerste skyskraber, verdens stoerste katedral (den var stor), diverse statuer, Cityhall som er byraadets bygning, gamle klassiske New Yorker huse, New York Public Library som er biblioteket fra Sex and the City, dicerse teatre, Dakota lejlighederne som er stedet hvor John Lennon blev skudt, Battery Park og Lincoln Center. Selvom systemet er godt og vi er i traening fra London, saa formaaede vi naesten dagligt enten at fare vild i undergrunden eller ligefrem staa paa et tog i den forkerte retning.

New York er en enorm by, saa for at faa overblik over den valgte vi at se den oppefra. Vi saa den fra Empire State Building, som efter 9/11 er New Yorks hoejeste bygning, ved solnedgang og noed foerst den klare udsigt over alle de hoeje skyskrabere og senere hvordan solnedgangen farvede byen roed. Efter moerket for alvor havde saenket sig over byen og alle gadelysene var blevet taendt gik vi op i endnu et taarn, hvor vi noed udsigten over den storslaaede oplyste by. Vores sidste aften efter det fantastiske ophold i New York blev fejret med et billede af os paa storskaerm paa selveste Times Square. Det var rigtig fedt at staa nede i menneskemylderet og se vores portraet pryde udsigten.

New York er uden tvivl et besoeg vaaerd

Vi ses snart

- Michelle og Christina

ja eller faktisk er det jo saa maaske lidt gamle nyheder...for mig i hvert fald.

Ok, saa. Jeg havde et par hyggelige dage i Auckland sammen med de godtfolk der ogsaa var der, fra de fantastiske  5 uger jeg brugte i rundt omkring NZ.

Som nogle af jer maaske vil vide, var jeg ganske i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at fortsaette min rejse som planlagt til Sydamerika med start i Santiago de Chile.

Faktisk var jeg to dage foer afrejse, nede paa det lokale Quantas kontor, for at aendre billetten tilbge til Asien. Det viste sig imidlertid, at med de ekstra gebyrer osv ville det faktisk vaere mere rentabelt for mig, at tage til Sydamerika og for de samme penge som gebyrerne kostede, kunne jeg koebe en billet til Bangkok nar jeg kom hjem igen. en enkeltbillet jovist, men hvem siger ogsaa, at jeg nogensinde faar lyst til at komme hjem igen (hva?, mor mor, slap af det var bare for sjov...lidt).

Saa turen gik altsaa til Santiago. i lufthavnen moeder jeg i ovrigt Nicholas. En franskmand som jeg nu er stoedt paa ved fem forskellige lejligheder siden vi foerst moedtes i Nha Trang, Vietnam. Han er nu super cool, saa vi slog foelge (som det hedder paa dansk, hvis denne mail var skrevet for 60 aar siden) efter ankomst til Santiago.

Vi indlogerede os paa La Casa Roja, som nok er det allersejeste sted jeg nogensinde har boet (hva? nej mor, jeg syntes ogsaa at mit barndomshjem var et dejligt sted). Men altsaa rummelige dorms, to gaardhaver, kaempe koekken, stor, graesfyldt baghave med pool og to barer og haengekoejer. Desvaerre kom vaerelset ogsaa komplet med fed, pisseirriterende brasilianer der snorkede, som jeg aldrig har hoert det foer. Faktisk forlod hele vaerelset  etablissementet for at sove paa gangen, i foyeren og hvor vi nu ellers kunne finde plads.

Jeg faldt aldrig helt for Santiago, paa trods af gratis byrundtur og underholdende gadehunde. I det hele taget var Chile ikke rigtig mig. alt for vestlig og det foeltes egentlig ikke rigtig som at rejse. Der var faktisk enkelte gader i Santiago der lignede Koebenhavn paa en prik. De ovrige to byer jeg besoegte i Chile var Valparaiso (som betyder Paradisdalen, og som jeg maaske nok fandt at vaere en smule i overkanten, lidt ligesom naar aarhus proklamerer at vaere verdens mindste storby) og Vina del mar. Valparaiso var ret cool fordi den havde en masse street art, graffitti, stencils, malerier osv, hvilket var virkelig spaendende at gaa rundt at opdage. lidt ligesom Kbh burde vaere, synes jeg.

Ellers var der nu ikke saa meget at lave og jeg tog vidre til nabobyen Vina del mar, som jeg ikke rigtig gider at bruge tid paa. totalt charmeforladt by, hvor jeg i ovrigt var den eneste gaest paa mit hostel. gys.

Fik dog den bedste pizza nogensinde der, der i oevrigt var af vegetartypen, da jeg tog konsekvensen af lidt for meget fast food i NZ og gav mig til at leve sundere foer jeg forlod NZ

mit vegetarprojekt varede praecis 16 dage. Saa ramte jeg Argentina. Og i Argentina spiser du koed..eller sulter. faktisk er det gennemsnitlige forbrug pr indbygger paa 70 kg roedt koed om aaret!!! pudsigt nok er det ogsaa det land med flest mave/tarmkreaft tilfaelde. Saa kan man jo fundere lidt over det. (hva, nej mor, jeg har ikke faaet mave tarm kraeft)

naa, men Argentina skulle vise sig at vaere langt mere spaendende end Chile. alene fordi folk er meget gladere. I Chile render folk rundt og ser ud som om alt plager dem, selvom de er det land i SA med hoejest levestandard og flest penge.

maaske betyder det bare ikke alt alligevel. Det skal dog siges, at de er meget hjaelpsomme og flinke mennesker. og saagar meget aerlige. oplevede to gange at faa rabatter jeg ikke engang anede eksisterede. Aldrig i Asien (og det fik mig faktisk til at savne Asien endnu mere. Det er bare ikke backpacking hvis du ikke bliver snydt).

Mit foerste stop i Argentina var Mendoza. en mellemstor, men ganske charmerende by. Endnu bedre var mit hostel, Oasis, som er ejet af en ung rastafarilignende fyr ved navn Gaspar og hans trinde og superhyggelige far.

Det er nok det sted paa min rejse, hvor jeg har foelt mig mest hjemme (stop, mor. selvfoelgelig flytter jeg ikke til Mendoza...lige nu altsaa). Et rigtig hyggeligt lille sted hvor det var super nemt at moede andre. saa det gjorde jeg sevfoelgelig den foerste aften over en grillaften, paa argentinsk; Asado, i hostellets have og det blev naesten morgen inden vi gik i seng. Naeste morgen besluttede vi os for at bestige den lokale bakke og hvad der skulle have vaeret en 1 times tur blev til 4 1/2 uden at vi egentlig vidste hvorledes.

Naeste dag besluttede jeg mig for at goere det som Mendoza egentlig er beroemt for; vintur til de lokale vinhuse. Mendoza regionen er den stoerste vinproducent i Argentina og vinhusene ligger taet paa baade byen og hinanden.

Man kan sagtens koebe ture dertil, men jeg besluttede mig for at goere det paa fattigroevsmaaden (som jo per definition ogsaa altid er den sjoveste) Og sjovt blev det!

Jeg tog ud til starten af vinruten og lejede en cykel hos mr. Hugo. en herlig fyr, der inden mit sortie udstyrede mig med et generoest glas vin for ligesom at faa mig i den rette stemning. Foerste stop paa turen var det topmoderne, men ogsaa meget smukke vinhus Tempus Alba. Egentlig foelte jeg mig lidt taberagtig for at tage paa paa druk alene. Men med den rette indstilling er man aldrig alene. heller ikke den dag.

Det var en selvguidet tur rundt i huset og bagefter gik jeg op paa tagterrassen for at smage paa sagerne. Som den sofistikerede connaisseur jeg er, bestilte jeg tre glas, Den lokale drue, Malbec, en Pinot Noir og et glas af deres bedste vin som var en blanding af lidt af hvert (og helt outstanding, som den sleske fyr i kaerlighed ved foerst hik engang sagde). Forud for dette, var i oevrigt gaaet en episode, der nemt kunne have udviklet sig i pinlighedens tegn, lidt ligesom som dengang jeg stak en finger op i en japansk stewardesses naese, men som nu bare en en god anekdote:

Idet jeg entrerer tagterrasen gennem en glasdoer, maerker jeg at den er ganske tung, efter at jeg har sluppet den. JEg oensker selvfoelgelig ikke at goere saa usofistikeret en entre som at smaekke med doeren, saa jeg raekker tilbage for at gribe haandtaget, men faar i stedet fat i den koenne, unge tjeners ene bryst, da hun i mellemtiden har banet sig vej til doeren. Hele situationen bliver klaret med smil fra os begge og jeg saetter mig til bords for at konsumere foernaevnte druemost.

Der er ikke mange folk paa terrassen og det ender faktisk med at tjeneren, som i oevrigt er fra Canada, kommer over og saetter sig hos mig og vi faar en god lang snak. Jeg ved ikke helt, men hun har aabenbart set hele miseren som om at jeg lagde an paa hende og hun inviterer mig slutteligt paa bjergvandring med hende, og muligvis et par af hendes venner et par dage senere (hva? nej, mor vi er ikke kaerester. Hva? nej jeg ved ikke hvornaar du saa faar nogle boerneboern. spoerg min soester. Om sydamerikanske boern er soede? ja, det er de faktisk. Nej! jeg kan da ikke bare tage et barn med hjem!) Jeg maa dog takke paent nej, da jeg allerede har planer om videre faerd, paa grund af mit pressede skema. Jeg skal da gerne vaere den foerste til at indroemme, at jeg groft har undervurderet stoerrelsen paa dette kontinent. Det er gigantisk og selv 10-12 timers busrejser, flytter dig naesten ingen vegne.

Turen gaar videren til naeste vinhus, Di Tomasso, som er lidt mere traditionelt og har vinsmagning i grupper. god vin her ogsaa og en fornuftig lasagne til frokost.

Jeg er nu allerede en smule vissen og har faktisk brugt en del tid allerede. Saa jeg kan kun naa et sted mere. JEg tager derfor op til den kombinerede chokolade/olivenolie/spiritusfabrik, hvor jeg paa grund af det sene tidspunkt er den eneste gaest.

For at goere en kort historie endnu kortere ender jeg i en Absinth-driknings udfording med den hyggelige pige der guider mig rundt paa stedet. En saadan udfordring har aldrig nogen vinder og vi ender begge med braendende hals og sjove lydeffekter. Jeg tager derefter tilbage til mr. Hugo for at aflevere cyklen. Og han er saa taknemmelig for dette at han udstyrer mig med endnu et stort glad vin, som bliver nydt i selskab med et amerikansk par der ogsaa bor paa Oasis.

Da vi kommer hjem er der daekket op til endnu en Asado aften med roedvin ad libitum. Saa det bliver endnu en sen aften og da jeg kommer i seng har jeg vaeret paa non stop druk i 14 timer. Salud!

efter Mendoza gar turen til Cordoba, som er Argentinas naeststoerste by. Igen et super hyggeligt hostel, som desvaerre bestaar primaert af israelske gaester. Nu vil jeg ikke lyde alt for antisemitisk her, men iguder de er et latterligt folkefaerd

Ja, altsaa, israelerne. De er super hoejlydte, rejser kun i grupper, forlader aldrig hostellet og vildt territoriale. Hvilket med andre ord betyder, at bor du paa hostel med israelere, kan du glemme at bruge faellesomraaderne. Paa naer en eneklt fyr i Thailand ved navn Dan. han var flink.

nuvel, Cordoba faldt jeg aldrig rigtig for. Men saa er det godt, at der bare to timers koersel fra Cordoba ligger en landsby der hedder Villa General Belgrano. og hvorfor hidser jeg mig saa op over det?

Jo, for byen er som revet ud af stykke tyroleridyl. efter 2. VK saenkede nogle tyske soldater deres slagskib, Graf Spee, og slog sig ned i byen og byggede den op fra stort set ingenting. og saa valgte de altsaa at bygge den som et lille stykke tyrol og den er i dag hjemsted for den anden stoerste Oktoberfest uden for Muenchen

Det er simpelthen saa maerkeligt at sidde midt i argentina og spise apfelstrud´l og drikke hvedeoel men alle kunne se dass Ich habe mich gefreut.

Efter Cordoba gik turen videre til Salta, som mindede lidt om Mendoza. Jeg oplevede et gaucho danseshow sammen med en new zealandsk fyr jeg havde moedt paa mit hostel ved navn David. Super underholdende!

Vi tog ogsaa lidt uden for Salta for at ride rundt i terraenet. I sig selv lidt af en udfordring da jeg ikke har siddet paa en hest i 15 aar, og aerligt talt ikke saa for imponerende ud dengang heller. Men de forsynede mig med en praegtig hoppe ved navn Rosilia, der kunne galopere som vinden...hvilket den ofte ogsaa gjorde. Efter at have redet lidt rundt, var det til bage pa farmen til endnu en Asado, hvorefter vi morede os med at fange den homoseksuelle peruvianske tur guide, som var med et andet selskab, med lasso.

Aah, livet paa landet!

Dernaest paa endnu en ride tur i bjergene, hvor Rosilia denne gang havde mere travlt med at spise planter end galopere, men stadig et flot dyr var hun.

Efter Salta tog jeg videre til San Pedro de Atacama, som ligger helt oppe nordpaa i Chile, midt i verdens toerreste oerken.

Og hvorfor saa tilbage til Chile? jo, fra San Pedro afgaar nemlig 3 dages jeepture gennem oerkenen op til saltsoen i Uyuni i Bolivia.

Foerend det kom saa vidt, forsoegte jeg dog at faa tilfredsstillet min hunger efter vintersport ved at sandboarde, altsaa staa paa snowboard ned af sandklitterne.

Sjovt var det, men maa nok indroemme at det var lidt svaert. Pyt, de haarde drenge staar alligevel kun paa ski.

Jeg naadede ogsaa at opleve jordskaelvet. Som saadan foelte jeg det ikke, men alle i byen var meget beroerte af det. Endte faktisk med at staa i en koebmandsforretning i en time og tale med en aeldre mand der ikke kunne komme i kontakt med sine boern...

men afsted paa jeeptur kom jeg. Sammen med vores chauffoer/guide/kok Henrry og fire engelske piger, hvoraf jeg kun kan formode at to af dem har karrierrer indenfor gentlemanunderholdningsbranchen da de vaelger at titulere sig som Bella og Fluffy.

De var nu egentlig soede og rare og de to andre ligesaa, omend de ofte valgte at gaa tidligt i seng. saa jeg hang ud med japanerne fra vores selskabs anden jeep. Japanere er fantastisk underholdende mennesker og fantastisk flinke, men maaske naesten ogsaa for hoeflige. Paa grund af sprogbarrieren valgte vi en aften at spille et kortspil udelukkende baseret paa held. Alligevel blev jeg hyldet som en aden kortspilsvirtuous, hver gang jeg bare var moderat heldig.

Selve turen gennem oerkenen var ret saa spektakulaer. svaert at forklare saa se billederne paa facebook istedet. Men massevis af farver, og til tider kun en enkelt, forsteninger, flamingoer (!), varme kilder og laguner. Alt sammen i 4000 m hoejde og nogle gange mere.

Jeg blev i ovrigt foer turens begyndelse, udpeget af firmaets ejer som ham der talte bedst spansk (hvilket han aabenbart har antaget da jeg, da jeg bookede turen opstillede mit saedvanlige, gud-hvor-interessant-ansigt og med den sporadiske opadvendte tommelfinger), hvilket var yderst flatterende, men jo nok ogsaa loegn. Men altsaa mig paa forsaedet som tolk. Og jeg vil da ogsaa vove paa at paastaa at mit spanske forbedrede sig lidt i den tid turen varede.

Da vi naaedede frem til saltsoeen var det i bogstaveligste forstand en soe, da de havde faaet en del regn, hvilket eller kun sker et par gange om aaret.

saa det saa ikke helt ud som det plejer, men alligevel var det super flot.

Jeg vaelger at overnatte I Uyuni, hvilket skaffer mig en nat i kummerligt hotelvaerelse af faengselscelletypen der stank af smoeger (hva? nej, mor jeg er ikke begyndt at ryge) og ikke havde noget vand efter kl 20. men hva faen, jeg havde jo betalt.

naeste dag gik turen til Potosi, som er verdens hoejest beliggende by, cirka 4090m.

Det er dog noget andet som byen er kendt for, nemlig dets miner. Kort efter Bertel Haarder blev foedt (altsaa cirka en gang midt i 1500-tallet) var byens bjerg, Cerro Rico, hjemsted for verdens stoerste soelvdepoter, hvilket spanierne udnyttede og sendte 9 millioner slaver i doeden i minerne.

De fungerer stadig, selvom det er andre mineraler der bliver gravet efter. Og metoderne er stort set de samme som dengang, bortset fra en stang dynamit her og der.

Visse af minerne er aabne for turister. og selvfoelgelig skulle jeg da se dem. Jeg er glad for at jeg gjorde...og er sikker paa at det aldrig kommer til at ske igen. Gangene er snaevre, varme og luften fuld af asbest og andre grimme ting.

Men respekt til de her fyre. de er dernede min. 10 timer om dagen, 6 dage om ugen. Vi var der i to timer og kunne daarligt traekke vejret bagefter. Den soergelige sandhed er desvaerre ogsaa den at de fleste doer af lungesygdomme efter 10-15 aar dernede.

Vi havde taget noget sodavand og nogel staenger dynamit med til dem...og havde for spaendingens skyld ogsaa koebt et par staenger til os selv, som blev detoneret efter vi var kommet ud og efter vi havde poseret med dem, med taendte lunter (mor?). faktisk kanalle og enhver koebe dynamit og en stang koster 15 kr. lidt skraemmende.

Potosi var faktis en fin by, der baerer praeg af at have vaeret meget rig engang. I dag er hele byen stadig afhaengig af minerne. det er langst den stoerste arbejdsplads og hvis den lukker, lukker hele byen (cirka 150.000 mennesker) ogsaa, fortalte vores guide, Efra der selv arbejder i minerne i lavsaesonen, fordi uden den vil der heller ikke vaere nogle turister.

Efter Potosi gik turen videre til La Paz sammen med Stephan fra Holland og Penny fra Canada, som jeg havde moedt i Potosi paa vores rigtig gode hostel. jeg syntes rigtig godt om La Paz i de seks dage jeg var der. Eller det var jeg saa ikke rigtig faktisk. for jeg var vaek halvdelen af tiden.

Den stoerste turistaktivitet i byen er at mountainbike ned af The Worlds most dangerous road, som de kalder den. Det skulle jeg selvfoelgelig proeve.

Men da jeg ser Stephan booke at 3 dages hike op ad Huayna Potosi paa 6088 m bliver jeg  i et spontant oejeblik overvaeldet at en foelelse af at det her maa jeg bare proeve.

Summa summarum. Nesta dag klokken ni sidder jeg og Stephan i en taxi sammen med Cristina fra Spanien og vores to guider, Sergio og Celestino.

Vi ankommer til det man indenfor bjergbestigningslingoen (som jeg nu foeler mig helt i berettiget til at benytte) kalder base camp i 4700 m hoejde. Her faar vi lidt at spise, inden vi vandrer op til den naerliggende gletscher i al vores udstyr for at isklatre (hva? nej, mor, sevfoelgelig var der ingen isbjoerne) op ad gletschervaeggene og oeve os i at gaa paa is med vores plasticstoevler med crampons, som er en saal med metalpigge som bliver spaendt under dem. Super fedt.

Naeste dag er det et kort 2 timers hike op til det andet refugio, kaldet Rock Camp, hvor vi hygger os sammen med de andre turgrupper (vi er ialt ti turister og 7 guider) og spiller kort og drikker, kaffe og (coca)te, for at fordrive tiden. Straks efter aftensmaden bliver vi saa sendt i seng, men kan selvfoelgelig ikke sove pga de store maengder te og kaffe vi har indtaget. saa der ligger vi saa i fem timer, inden vi kort efter midnat bliver bedt om at traekke i vores udstyr. Cirka en time senere begynder vi at gaa. jeg gaar sammen med Celestino og Stephan og vi laegger fra i et godt tempo.

I sig selv er turen ikke saa teknisk igen, med kun 2 vaegge hvor der skal klatres.

men det vanvittigt haardt, for i disse hojder er luften saa tynd, at det er svaert at faa nok ilt.

I mendoza snakkede jeg med en amerikansk fyr, der skulle bestige Aconcagua, som er det hoejeste bjerg udenfor Himalaya og vistnok omkring 7300 m sammen med sin far, og han fortalte at naar man kommer op i hoejden er det ikke usaedvanligt at ens hjerne simpelthen stopper med at taenke rationelt.

Det er sandt.

da vi naadede op omkring de 5800 m begyndte jeg at tanke de maerkeligste tanker. kan ikke huske hvad, men kan huske at det slet ikke hang sammen.

samtidig er man godt moer og musklerne faar stadig mindre og mindre ilt i blodet.

Foelelsen kan besdst beskrives som at blive kvalt langsomt...og frivilligt, for hver eneste skridt du tager opad.

da vi omkring 100 hoejdemeter fra toppen skal forcere en ca 30 meter hoej isvaeg paa omkring 70 grader og Stephan gaar i staa foran mig og jeg haenger der, faestnet med mine crampons hugget ind i vaeggen og isoeksen ligesaa og prover at traekke vejret, men det er naesten umuligt og benene og armene begynde at ryste, er det nok noget naer det taetteste jeg nogensinde har vaeret paa et mentalt sammenbrud.

Vi klarer den dog. og vi er aldrig rigtig i overhaengende fare for at doe eller noget, da vi speandt fast til vores guide som er kravlet i forvejen og har faestnet rebet imellem os med isskruer. men det taenker man ikke over lige der.

De sidste par meter skal vi gaa langs en mindre end 1 meter bred bakkekam med stejlt fald paa begge sider. Men det er hurtigt overstaaet og vores gruppe naar toppen som de foerste efter 4 1/2 time, lige i tide til solopgang, selvom vi var startet sidst.

Overvaeldende foelelse og haardere end dengang jeg loeb marathon, vl jeg naesten mene.

Turen derop har ogsaa vaeret spektakulaer. Vi har havde stjerneklar himmel, fuldmaane, en tordenstorm i det fjerne, byens lys til den anden side og et par enkelte stjerneskud.

Men toppen er kun halvvejs og vi skal ogsaa ned igen. det gaar dog noget lettere og vi gaar gennem et uspoleret vinterlandskab ned til rock camp, hvor vi mere eller mindre kollapser inden vi skal gaa den sidste time ned til det foerste refugio. I alt var vi 7 ud af 10 der naaede toppen. det blvier fejret paa behoerig vis med Stephan og Cristina paa mit hostel senere, der serverer en forrygende gang mad og egen oel fra deres eget mikrobryggeri (hvilket ogsaa er lig med 1 gratis oel hver dag). Og jeg vaagner op naeste dag med oemme ben, men det gaar over da jeg saetter mig end til mit hostels alt hvad du kan spise gratis amerikansk pandekage buffet om morgenen. jeg spiser 7

Men de personlige udfordringer stopper ikke her, da jeg jo ogsaa har besluttet mig for at koere death road.

Det goer jeg to dage senere.

Det var super sjovt. 64 km naesten udelukkende ned ad bakke paa gode cykler. jeg skal da indroemme at jeg kom ret aet paa kanten en enkelt gang, men ellers var death road et lidt overdrevet navn, selvom det bestemt er mere end muligt at doe, med visse steder hvor der er over 600m frit fald hvis du ikke paaser paa.

Altsaa fuld fart paa i La Paz, hvor der tilsyneladende ogsaa altid foregaar noget. Der er altdi en parade eller en demonstration eller noget.

Den ene dag gaar jeg naermest midt ind i en demonstration. Jeg foelger med da det som regel er en spaendende kulturel oplevelse. saaledes ogsaa denne gang, da demonstrationen faktisk drejer sig om utilfredshed med gentagne roeverier mod turister og bare retssytemet generelt.

Jeg lusker dog af da de kampklaedte politifolk ankommer med skjolde og maskingevaerer. Indan da havde jeg dog et nyhedskamera til at foelge mig rundt i et minuts tid. Det er aabenbart ikke hver dag, at der er to meter hoeje danske fyre til deres demonstrationer.

Det var de lokale handelsmaend der havde arrangeret demonstrationen. og de mener det tilsyneladende alvorligt.

Paa mountainbiketuren talte jeg med et tysk par, der en dag havde siddet paa en restaurant i turistgaden. Ved siden af dem havde der siddet et hollandsk par. pludselig kommer der saa en fyr loebende og snupper deres kamerataske. Den hollandske fyr indhenter ham og slaeber ham tilbage til resteauranten. straks efter har der samlet  sig en lynch gruppe af de lokale handlesmaend, en tom varevogn kommer koerende og de smider tyven ind i den og taesker ham naesten til doede inde i den. Sygt.

Jeg er ked af at forlade La Paz men jeg maa videre, da jeg jo flyver hjem fra Buenos Aires d. 26 Marts.

Jeg vaelger at tage til Sucre, som er langt mindre end La Paz, men stadig er hovedstaden.

Her indlogerer jeg mig paa et hostel der er et gammelt ombygget palae og stadig holdt i rokoko stil med kaempe spisestue med krystallysekroner. Vi har i oevrigt egen stor terrasse uden for vores 4 sengs dorm. Og saa til lige knap 30 kr pr nat.

Jeg moeder Brian fra Irland om morgenen paa mit vaerelse...og saa er der jo kun en vej. efter en solid morgenmad gaar vi hen i parken for at laegge en slagplan for dagens aktiviteter. Vi falder dog i snak med hhv en aeldre herre og de lokale shoeshine boys, der for visses vedkommende kun er omkring 6 aar gamle.

tanken om boernearbejde ligger mig fjernt. paa den anden side er det maaske godt for dem at de laerer at omgaas turister i en tidlig alder, da et job i turistindustrien lader til at vaere noget naer de bedste i Bolivia. Flere af dem kunne allerede tale en smule engelsk.

Brian og jeg ender med at sidde i parken i 5 timer og hygge os og drikke et par enkelte oel inden vi finder ud af at det loakle fodboldhold spiller paa hjemmebane om aftenen.

Saa afsted mod stadion. Og en hjemmeholdstroeje, en billet og noget at spise staar os i under en 50´er hver og vi er saaledes klar til kamp og spas. Kampen bliver aldrig den store spillemaessige oplevelse paa trods af 5 maal. Men i pausen sniger vi os ned paa de billige raekker bag maalet, hvor vi har observeret fest og farver fra vores dyre pladser pa langsiden. meget til vores overraskelse er det ikke voksne, men boern mellem 6 og 13 aar der staar for al stemningen, bannere (og fyrvaerkeri), men vi ender med at hygge os godt med dem.

Aftenen ender kl 03.30 da jeg endelig kommer i seng efter en bytur. Saadan er det med irerne. De er nok de mest stereotype mennesker nogensinde. men naar nu bare de er sjove og flinke er det jo kun godt.

Jeg maa dog videre. Og efter en 15 timers bustur ved siden af verdens maaske aeldste backpacker, Pierre fra Canada, paa cirka 70, er jeg nu i Tarija ikke langt fra den argentinske graense.

Jeg overvejede laenge om jeg skulle bryde min rejse op ned gannem Argentina, men har i stedet valgt en 30 timers bustur direkte til Buenos Aires.

Det er dog i luksusbus med brede saeder, som langt overgaar standarden i Europa, saa det gaar nok. min plan er at blive i Buenos Aires i et par dage og saa tage til Uruguay i en 4-5 dage, hvor der efter sigende skulle vaere fantastiske strande, hvilket jeg intet har set til siden min ankomst til Sydamerika. Jeg maa indroemme, at jeg ikke var for begejstret i starten, men Bolivia har vaeret det hele vaerd. Super land. Foretraekker dog stadig Asien.

Hasta Luego

Marc

Fredag da Kristin var taget afsted taenkte jeg kun paa at komme videre, men south pass, som jeg rejser med er rimelig svaere at komme i kontakt med. Jeg var rimelig trist efter Kristin var taget afsted, men det varede kort. Om aftenen flyttede to australiere ind i vaerelset og jeg endte med at tage i byen med den ene, Steve. Det var rigtig hyggeligt og vi endte da ogsaa med at vaere sammen. Vi ville rigtig paa disko, men vi endte paa paa hjoernet og den ved siden af. Dagen efter tog de paa cykeltur og jeg maatte skifte hostel, da der ikke laengere var plads. Jeg skiftede saa til et hostel, som laa paa 10. etage, altsaa havde den flotteste udsigt over Bareloche. Steve havde spurgte om jeg ikke kom over om aftenen, naar de var kommet hjem. Paa det andet hostel snakkede jeg med en masse mennesker og der blev ogsaa holdt vinfest om aftenen. Jeg tog dog over til Brett og Steve og vi endte paa en mexicansk restaurant: Mmmm.. Og naaede derfor ikke til vinfesten. Soendag havde jeg faaet en billet til Puerto Montt tidlig om morgenen, saa jeg stod paent op kl. 6, efter jeg naesten ikke havde sovet om natten i frygt for ikke at kunne komme op. Jeg begik mig ned paa gaden og ventede paa bussen, hvilket var virkelig ubehageligt, da mange fulde kom hjem fra byen og jeg bare stod der helt alene, mens de stoppede og passerede :S Rigtig ubehageligt.

Jeg kom dog ud paa busterminalen og ventede paent paa bussen, som skulle afgaa kl. 7:30 med selskabet "Don Otto". Der var kun en kun, hvorpaa der stod "Via Bariloche". Jeg troede bussen maaske var forsinket og blev ved med at vente. 15 min. forsinket ankom en bus, hvorpaa, der stod "Puerto Montt", min destination. Jeg gik paent derhen, hvor manden saa kunne fortaelle mig, at bussen allerede var koert og at det var den fra "Via Bariloche" og at det aabenbart var samme firma "HVEM KUNNE VIDE DET?". Jeg maatte saa paent traske tilbage til Bariloche by og indlogere mig paa Below 41, hvor jeg foerhen havde boet. Steve smilede og grinede, da jeg kom ind, da jeg nu havde proevet i flere dage at forlade Bariloche og nu var dette glippet. Men ja. Endte med at slappe af og spadsere rundt i byen og hygge mig med de to broedre.

Tirsdag fik jeg saa endelig en billed til Puerto Montt og Santiago, saa jeg tog adsted tidligt om morgenen og aftalte med australierne at vi skulle moedes i Santiago, da Steve havde foedselsdag d. 11. og at de var der der og skulle flyve hjem d. 12.

Har vinket farvel til endnu en fantastik uge i Thailand, og fået endnu flere oplevelser i lasten! I børnehaven er der stadig rigtig dejligt at være. Børnene er såå dejlige og kan slet ikke klare tanken om at jeg snart skal tage af sted med dem alle L. Da påsken nærmer sig derhjemme synes jeg at det ville være sjovt at lære dem lidt om vores traditioner med at puste æg, klippe gækkebreve og lave påskekyllinger i alle afskygninger. Derfor lagde jeg ud med en lille H.C. Andersens dag hvor vi lavede papirsklip, (gækkebreve) og jeg læste nogle eventyr højt for børnene. Jeg havde været ude at investere i sakse så jeg kunne instruere dem i hvordan man bruger sådan en, men inden jeg nærsten nåede at gå i gang med at klippe var der allerede røget en rottehale på en af tøserne. En af drengene synes lige at det ville være sjovt at lege ”frisør for en dag” J Så hun var total korthåret i den ene side og langhåret i den anden, men det endte med at jeg klippede det hele til, så nu ligner hun en dreng. Derfor har jeg nu givet dem et grundkursus i hvad man skal gøre med en saks og hvad man ikke må.

Ellers går hverdagen med yoga, arbejde og masser af sol. Her er virkelig hedebølger og jeg længdes konstant efter en kold pool eller en strand hver gang jeg er på arbejde. Torsdag d 4. Kom der en ny volontør fra Holland som hedder Steffi. Vi har det rigtig sjovt sammen og selvom at jeg er ved at være vant til at være alene og faktisk er begyndt at nyde det, så er det nu dejligt at have en at opleve en masse med. I weekenden fik vi forlænget weekend, hvilket betød at vi allerede havde fri fredag. Steffi og jeg tog en færge til Kho Phi Phi, hvor vi tog en overnatning. Om eftermiddagen tog vi på en tur til Maya Bay, som er den smukke strand hvor den populære film ”The Beach” (med Leonardo Dicaprio i hovedrollen) er blevet optaget. Det var næsten som at være med i filmen, men desværre kunne vi dog ikke finde Leonardo nogen steder. Den tur som vi var på, indebar også clift jumping, hvor man kunne vælge imellem at springe henholdsvis 15, 20 eller 22 meter en klippe som man skulle bestige og derefter springe ud fra, og selvfølgelig skulle jeg springe fra det højeste udspring. Det var virkelig grænseoverskridende og gav et kæmpe adrenalin kick! Men hvor var det bare fedt!

Derefter sejlede vi videre til et dykkersted hvor der var chancer for at se hajer, og selvfølgelig skulle jeg lige støde på 5 af slagsene. Kan ikke rigtig vænne mig til at dykke med dem, det giver altid et kæmpe sug i maven og man holder lige et ekstra øje med dem. 

Om aftenen var vi ude at spise på en dansk restaurant der hedder restaurant H.C. Andersen og der fik jeg mit bedste måltid længe: frikadeller med kartoffelsalat og RUGBRØD!! Thaimad er sjovt og super lækkert de 2-3 første uger, men så kører man altså også død i ris, nudler og kylling, så det var guds velsignelse til mig J Senere var vi i byen og feste, og mødte en masse svenskere vi havde det sjovt med.

Lørdag morgen tog vi til Phuket, som nok er det mest kendte ferie sted i Thailand. Det var en travl by, med alt for mange tourister og et væld af lækre strande og butikker. Vi lå på stranden hele dagen og om aftenen tog vi så en taxa ind til byen. Vores taxa driver fortalte og at der var et kæmpe ladyboy show som han ville anbefale os at tage ind og se, så det gjorde vi. Det var en kæmpe oplevelse at se alle de underholdende ”mænd/kvinder” som dansede og optrådte i glimmerkjoler og fjer til den store guldmedalje. Det var virkelig underligt at tænke på at de rent faktisk er mænd, der er blevet opereret om til smukke kvinder med silikone bryster ud over det hele. Der er virkelig mange af dem her i Thailand, men jeg har endnu heller ikke set en maskulin dreng her, så på en måde kan man godt forstå at de synes at det er lettere at blive opereret om til en kvinde.

Hej igen alle sammen!

Nu ligger jeg lige endnu en beretning ind, men den er dog ikke helt opdateret. Vi er i Bolivia lige nu, men det venter jeg med at skrive om, for ellers gaar der uorden i mit landesystem =) Saa foerst lige et par loese ende som skal fortaelles =) Saa kommer der snart en anden beretning om Bolivia.

Efter vi havde set det nordlige Chile, tog vi endnu engang til Argentina, for der var et omraade som vi gerne ville se. Saa efter 12 timer i bus kom vi frem til Salta. Det er et omraade i det nordlige Argentina, og man kan begynde at se paa befolkningen, at man naermer sig Bolivia, hvor der er rigtig mange indianere. Vi var paa nogle ture for at se nogle landsbyer. Det var rigtig spaendende. Det fascinerede mig ret meget, at selvom det er indianerlandsbyer, saa ser man slet ikke ret meget til fattigdom og levestandarden var god i forhold til noget af det vi har set i andre lande. Men det mest fascinerende var helt klart bjergene i dette omraade af Argentina. Jeg har aldrig set bjerge med saa mange farver foer. Paa ét bjerg saa vi syv farver - alt fra roedt, brunt, lilla, graat og gult. Og deres formationer var meget, meget anderledes, da de er dannet af staerk regn. Udover bjergene er det ogsaa et stort vinomraade, saa vindruerne staar og er klar til at blive lavet til vin (det er jo sensommer her). Selve Salta by er ikke saa interresant, men vi saa dog et rigtig rigtig spaendende museum. Endnu engang var det om indianerne som boede i omraadet foer spanierne kom. Vi saa nogle mumier af Inkaboern, som var blevet ofret til guderne og begravet i toppen af en vulkan paa naesten 7000 meters hoejde. Pga. bjergluften er ligene blevet bevarede, og da en ekspedition i 1999 tog derop, fandt de tre lig. Det var vildt fascinerende at se dem; de havde baade hud, haar og negle.

Efter Argentina tog vi tilbage igen til San Pedro i Atacamaoerkenen i Nordchile. Efter planen skulle vi dagen efter (mandag) til Bolivia paa en tre dages jeeptur. Men da vi ankom, fik vi at vide, at det foerst kunne blive tirsdag. Da vi er lidt pressede i vores tidsplan var det lidt aergerligt, men under alle omstaendigheder fik vi udnyttet dagen godt.
Vi fik et tilbud af tre piger om at tage med dem til en saltlagune dagen efter. Ved selv at arrangere det kunne vi tage tidligt afsted, og derved undgaa turistmaengderne. Det var en rigtig god tur! Det var en lille lagune i midten af en masse salt. Selve vandet havde mere end 80 % salt, saa det var umuligt at synke selvom den var mere end 20 meter dyb. Det var virkelig sjovt!
Om eftermiddagen stod den paa sandboarding! Man maa jo udnytte at man er i en oerken og ikke kan komme paa skitur =) Det fungerer ligesom snowboarding, i stedet er det bare i en oerken i en masse sand og der er ingen skilift saa det er virkelig haardt at gaa op hver gang! Det var rigtig sjovt at proeve det, selvom det er ret saa svaert.

Dagen efter lykkedes det os at starte vores jeeptur og komme over graensen til Bolivia. Det hoerer I mere om naeste gang.

Jeg haaber at I alle har det godt i Danmark, og nyder, at der er kommet smaa vinterblomster frem =)

Mange hilsner og knus fra Maja