Så er snuden vendt hjemad...

Jeg er så småt begyndt at forlade vestkysten og dens tilhørende regnskov og vil i det store og hele bevæge mig mod nord og øst den kommende uge indtil jeg rammer København.

Denne dag startede jeg fra Greymouth ved 9-tiden og var fremme i Reefton fem timer senere. Turen denne dag føltes ikke særligt anstrengende, og jeg fik slet ikke holdt frokostpause undervejs.

Til gengæld holdt jeg to mindre kaffepauser. Den første dog uden kaffe, idet det solgte de ikke der hvor jeg stoppede. Så nøjedes jeg med en Sneackers og en tår fra min vandflaske. Næste gang var der kaffe, og så lod jeg mig friste til en lille kage. Disse tilskud af hurtige kulhydrater har nok været medvirkende til at turen ikke føltes så anstrengende, og at jeg ikke fik lyst til frokost undervejs.

Turen startede i øvrigt i lidt køligt vejr med rigeligt med skyer på himlen. Senere kom solen en del frem, og det blev noget varmere. Alt i alt en ret behagelig tur.

Byen Reefton er opstået i de glade gulddage i 1870'erne, og dette kan godt ses i bybilledet.

Reefton var den by i New Zealand der først fik et offentligt elekticitetsværk. Derfor kaldes byen "Reefton, the town of light".

I øvrigt har jeg flere gange oplevet hvor lille New Zealand egentlig er. Da jeg ankom til Reefton, blev jeg hilst velkommen af et hollandsk par som jeg mødte fire dage tidligere i Okarito. I Reefton mødte jeg også en anden cykelturist som jeg har mødt tidligere.

Og i Greymouth mødte jeg en Schweizisk familie som jeg mødte første gang i Wanaka 10 dage tidligere og seks dage derefter i Fox Glacier.

97 km.

Kl. 8:00 kørte vi afsted mod Svolvær. Her hævede jeg nogle penge i en bank for turen gik videre til Fiskebøl Færgeleje. Her måtte vi vente i 2 timer inden færgen kom. Det kostede 16 kr for os hver med cyklen. Overfarten tog 25 min. til Melbu.

Vejret var fint med sol og varme. Vi kørte til Stockmarknes Camping og betalte 110 kr for en teltplads med adgang til bad, toilet og køkken.

Da vi lejede os ind på campingpladsen, spurgte damen i receptionen (ejeren af campingpladsen) om hvor vi kom fra, og da vi fortalte hende at vi havde cyklet fra Danmark, tog hun sig til hovedet og sagde: GODT DET IKKE ER MIG! . Men da hun fik at vide, at vi var på vej til Nordkap, så tog hun sig til bagdelen og udbrød: AV AV MIN RØV! 

Det typiske dansker held ramte os en eftermiddag hvor Camilla var på arbejde og jeg var oppe og klatre i den lokale klatre klub. 9 meter oppe på væggen også begyndte hele bygningen at ryste. hverken instruktøren eller jeg havde oplevet et jordskælv før og vi var begge enige om det nok bare var en stor plade eller ligende der var faldet af en lastbil, så vi fortsatte klatringen. 10 minutter senere fik jeg en sms fra Camilla at tanja Lulu og hende var blevet sendt hjem fra praktik stedet pga af rystelserne og at jeg skulle komme hjem forholdsvis hurtigt. Og da jeg jo er ret sporty (haha) valgte jeg 3 kilometer i løb i 30 grader og bil os værre end i Kairo. Jeg var en presset mand da jeg kom hjem. vi valgte alle fra grillen at sidde ude i fælles arealet så vi kunne snakke lidt. en lille time efter gik det hele så amok. de lokale kom løbende forbi ude på gaden, skrigende og råbende og holdt deres små børn højt oppe og ledte efter bygninger hvor de kunne søge højt. når man sidder som lille dansker så langt væk hjemme fra så er det ikke det fedeste at se. så midt i min madlavning måtte jeg slukke blusset og løbe over til naboen og op på deres tag tarasse. jeg kom dog hurtigt i tanke om at forsikringen ikke dækker tsunamier så ned med mig igen og hente fars vigtige kamera, ipaden, to bærbare og mobil telefonerne og vores papire osv. da vi så havde stået oppe på taget i en lille time og kiggede ud mod vandet fik vi af vide at det havde været en falsk alarm og vi godt kunne komme ned igen. rundt omkring kunne vi se 1000 af folk stå på diverse tage og de var også så små begyndt at gå ned igen.

de følgende dage har der åbentbart været 200 små jordskælv og efterrystelser, hvor vi på grillen måske har kunne mærke 10 af dem.

det var en rigtig træls dag og mæsten endnu værre nat, men vi ser det nu som en oplevelse og kan igen sove forholdsvis godt.

- Kasper Out  

67 km.

Da vi skulle afsted om morgenen, hang skyerne lavt hen over de spidse fjeldtoppe, og det regnede det meste af dagen.

Der var mange bakker undervejs. Vi kom til en tunnel 1,8 km lang. Der gik en mindre grusvej uden om langs med kysten. Vi valgte den , så vi undgik tunnelen. Men da vi havde kørt 5-8 km endte vejen blindt ude i en dal mellem nogle gårde.

Vi spurgte en landmand om vej. Han sagde vi skulle tilbage igen. NEJ HVOR ÆRGELIG! Spild af kræfter og tid. Men vi måtte bide i det sure æble.                                                                                          Da vi kom tilbage til tunnele og kørte ind i den, gik det stejlt nedad for så at stige igen. Nede i bunden, før vejen gik opad, stødte jeg ind i tunnelvæggen og kom ned på vejen med begge fødder. Da jeg havde skoovertræk på, fik jeg ikke ordentligt afsæt, fordi vejbanen var glat, og det begyndte at gå opad igen.

Jeg bandede noget, men kom så på cyklen igen og igang. Trafiken var samtidig meget tæt i tunnelen. Da vi kom ud holdt vi en pause for at stresse af inden vi kørte videre.

På vej til Svolvær så vi et skilt, der viste til en campingplads, som lå ned til en sø. Fra vejen så det ikke særlig imponerende ud. Et stort stuehus og til venstre en stor træbygning, som så noget forfalden ud. Da vi trængte til at campere, blev vi enige om at køre ind og spørge.

Vi bankede på i stuehuset, og en gammel mand åbnede døren. Vi spurgte, om han lejede hytte eller teltplads ud. JO - det gjorde han. Men vi skulle tale højt, fordi han var noget tunghør. Vi fulgte ham over til den forfaldne bygning. Indenfor var der et stort rum med køkken, og der var rent og pænt.

Men så bad han os følge med ned ad en markvej til en sø. Her lå flere hytter. Indenfor var der rent og pænt med service, elkogeplader og vask. En 15-20 meter overfor lå der en hytte med en trappe op til. I den ene ende var der toilet og ved siden af i den anden ende et baderum.

Vi skulle give 300 kr for leje af en hytte.

Han havde selv bygget hytterne og nede ved søen lå der en lang båd, bygget som et vikingeskib. Den havde han også selv bygget. Men nu var han for gammel til at lave mere, fortalte han. Da det var tidlig på sommeren, var der ikke kommet andre end os for at campere, så vi havde det fredelig.                Da vi kom hertil ved 15:00 tiden, havde vi masser af tid til afslapning resten af dagen.  

Vi knækkede koden!

Før vores afrejse til Filippinerne havde vi fået sat en skræk i livet for den dag, hvor vores visum skulle forlænges, og den dag kom så idag. Men men, som de smarte danskede vi er knækkede vi koden. Vi stod op kl 6.30, tager en taxa til immigrationskontoret i Mandaue, så vi er der præcis kl 8 da de åbner. De kiggede lidt underlidt og var da heller ikke helt klar, men der var ingen kø! Så på en time havde vi fået folænget vores visum med 39 dag. Da vi er klar til at tage hjem kl 9 er der ca 50 mennesker i det meget lille lokale og jeg vil skyde på, at der vil være mindst 3 timers ventetid, så nu ved vi det!

Så blev vi endnu en oplevelse rigere.

I anledningen af at det er sidste dag inden praktikstartbestemmer vi os for at få en massage. Vi kommer ind i et lille forlokale, hvorvi bliver anvist en plads på en bænk. Foran hver plads står et kar med vand ogblomster. Ind kommer to små filippinske damer, som vasker vores fødder mens defniser lidt over Kaspers stostørrelse. VI bliver vist ind i et parværelse, hvorvi bliver placeret på hver vores brix med hver vores dame, og her er der ikkenoget der hedder en blid opstart. Kaspers fili-dame hopper op på briksen ogvidere direkte op på Kasppers ryg, hvor hun lige laver et lille hop og så erder ellers løsnet godt op til en begyndelse. Min massøse nøjes med at sætte sigmed begge knæ mellem mine skulderblade, men efter lyder at dømme havde detrigeligt effekt.

Derfra blev vi ellers æltet og vredet og trykket ud i noglepositioner, som i hvert fald Kasper ikke troede han var i stand til, og små 50min senere er massagen ovre. Ind kommer de med nogle varme klude, og vi fårtørret det meste af olien af. Efter præcis en time er det desværre slut. Detvar en overdrevet behagelig følelse af velvære. Og så til 35 kr….! Jeg var klartil at bestille tid igen med det samme.

Hej igen

Så er jeg på farten igen, denne gang dog med nogle flere problemer endsidste gang.. Det her kommer til at blive et langt indlæg, håber i orker atlæse det hele. Ved slet ikke hvor jeg skal starte..

Er ankommet helskinnet trods alt, et døgn for sent, og masser, masser afventetid. Familien er meget sød, selvom børnene ikke er de nemmeste at putte..Der er Jens og Signe trods alt nemmere ;)

Det hele startede med, at mit fly fra Ålborg til Amsterdam blev ved med atblive mere og mere forsinket. Men havde alligevel 5 timers venten i Amsterdamfør næste fly, så var ikke så bekymret for det - i starten i hvert fald..Men da vi så havde ventet i 4 timer, blev jeg lidt bekymret.. og de visteikke, hvornår flyet ville lette fra Amsterdam.. Der var åbenbart snekaos iresten af Europa, og alle fly var forsinkede eller aflyst.. Alle der skulle tilEuropa kunne få et fly over Kastrup, eller tage et fly dagen efter.. Det galteså bare ikke lige mig..

Til sidst fik vi dog at vide, at nu var flyet lettet.. Så jeg komaf sted kl. 20.30, i stedet for 14.30, 6 timer forsinket plus vi var ilufthaven to timer før afgang, så 8 timers venten i Ålborg lufthavn, hvor derikke er meget at se.. 

100000 tak til mor og far, som blev og ventede med mig i lufthavnen heletiden, selvom de ikke behøvede <3

Og undskyld til Lis, som stod klar med eftermiddagskaffe, som blev tilaftenskaffe..

Fik at vide i flyet, at ingen af os kunne nå vores videre fly, så skullehave nye fly.. Talte med et dansk par i 50’erne der sad foran mig i flyet, ogde blev min redning, men det kommer jeg tilbage til.. 

Lander så i Amsterdam lufthavn, hvor der er minus 10grader, og hvor flyet flytter sig 50 meter hver 5 min, pga. køen af landedefly. Her ser jeg så 8 sneplove kører efter hinanden på flyvepladsen, og såmeget sne er der altså heller ikke..  Ogda vi endelig kommer hen til ”slutpladsen”, venter vi 15 min. på en bus, somselvfølgelig også er forsinket. Selv kaptainen var helt opgivende til sidst. Davi langt om længe endelig kommer ind i selve lufthavnen, er alt kaos, og der ermennesker alle vegne. Vi havde fået at vide, hvor vil skulle gå hen, for at fånye fly og hotelovernatning, men da vi kom derhen, så jeg den seriøst størsteog længste kø jeg nogensinde har set.. Den var på over flere 100 mennesker, ogden blev bare ved og ved.. Og da personalet går hjem kl. 24, og den var 22,30,før vi kom ind i lufthavnen, var der ikke rigtig noget at gøre.. Så jeg måttesove i lufthavnen, sammen med flere 100 andre strandede folk.. Det kan ikke anbefaledes.Det var ikke nemt at få meget søvn.. 

Var sammen med det førnævnte par fraflyveren i lufthavnen..   Dagen efter fikjeg at vide, at jeg kunne komme med et fly til Paris kl. 20.45! Så fra atskulle til Bail kl. 21.10 dagen før, sku jeg vente i næsten 24, for først atkomme til Paris, og derefter Singapore, før jeg kunne komme til Perth. Hvad fårman lige 24 timer til at gå med i en lufthavn? Godt nok er Amsterdam lufthavnstore, men det er begrænset, hvor meget tid man kan bruge der.. 

Har godt nokaltid gerne ville til Holland, men ikke lige på den her måde. Det var så her,at det føromtalte par fra flyet bliver min redning. Havde fulgtes med dem eftervi var landet, og de havde et kort, så de efter kl. 9 kan komme i en lounge medgratis mad og drikke, og behagelige sofaer, hvor jeg fik et par morfare i. Defik smuglet mig med.. Det hjælp da lidt på ventetiden, at man kunne ventederinde, og meget på pengepungen, at jeg ikke behøvede at betale for mad. Detkan hurtigt blive dyrt med mad til et døgn i en lufthavn.

Da tiden langt om længe var gået, og jeg kunne kommemed mit fly til Paris, gik resten efter planen. Nåede alle de resterede fly, ogankom til Perth et døgn senere end planlagt.. Her var der selvfølgelig kommet 5fly ind lige efter hinanden, så køen til visa halløjet var lang, og tog en 30min, hvorefter at man så havde fået sin bagage, kom man i den kø igen, da allefolk skulle ud, og nogle bliver sendt til videre eftersyn. Var noget bekymretfor, om min bagage nu også var kommet med, da der havde været så meget kaos iAmsterdam osv. men det var den heldigvis.

 Fadderen ifamilien, Marty, tog imod mig (skal lige siges, at der var kl. omkring 2 omnatten, og det var 20 grader udenfor) og kørte mig hjem til deres enorme hus.Vidste der var 4 badeværelser, men havde alligevel ikke troet det ville være såstort. Og enormt højt til loftet. Har mit eget badeværelse, tv og en Kingsseng. En lidt anden standard end den Lise har i Argentina. Heldigvis har de enrengøringsdame, så det skal jeg ikke tænkte så meget på. Skal til gengældstryge alt deres tøj, og det er ikke bare for sjovt..

Familien har taget sig rigtig godt af mig. Der erforældrene, Marty og Caroline, og børnene, Hudson, 4, Estalla, 5 og Isobel, 8år. Der gik ikke mere end 5 min. efter jeg havde mødt Hudson, at han sagde hanelskede mig. Havde perler og perleplader med til børnene, og de har nærmestikke leget med andet. Estalla kalder det ”Stryge leg” fordi jeg stryger det,så de hænger sammen. Det er de ret fascineret af.  

Arbejdsdagen er fra 7-20, med pause det meste afformiddagen til halv 3, da børnene er i skole. Marty er ingeniør, mens Carolinemest er hjemme og kører rundt med børnene til forskellige ting. Jeg skalheldigvis ikke kører med dem. Tør da nærmest heller ikke i de store dyre bilerde har. Det er i hvert fald ikke det fattige kvarter af Australien jeg erkommet til. Alle nabohusene er enorme.

Det er langt fra koldt her. Faktisk har de haft denvarmeste januar i mange år, og hver dag er det minimum 30 grader. Så er detgodt, at stranden kun ligger 5 minutter herfra, hvilket i øvrigt er enfantastik strand med skøn lyseblåt vand, og hvidt sand. De kan slet ikkeforestille sig, hvordan det er at havde det så koldt, som det er i Danmark nu.

Har slet ikke haft jetlag. Sov til kl. 13 den førstedag, og sove som en sten igen om natten, så intet problem der. Men det kan dogogså være udmattende at passe 3 så livlige børn. Kan godt se og mærke, at de ermeget mere strikse i opdragelsen her, og børnene bærer også skole uniformer.Alt er generelt meget anderledes end Danmark, bortset lige for priserne. De erlige så høje.

Nu orker i nok heller ikke mere, så smutter nu. Så måvi se hvordan jeg får skrevet igen.

Hyg jer ;)

Varme hilsner Lotte