Mandag d. 10. stod vi op kl. 6.20, hvor vi fik morgenmad.Efter en kold nat og en lidt urolig Karina pga. kulden, fik Charlotte tyssetlidt på Karina i nattens løb, da hun åbenbart synes at Karina var for urolig.Vi fik pillet vores telte ned og kom videre på turen i vores "truck",undervejs var vi forbi et stort indkøbscenter, hvor vi havde halvanden time tilat købe ind. Der var en lille internetcafé, men denne var desværre optaget, såvi brugte i stedet tiden på at handle ind til næste dag, da vi her selv skullestå for frokost. Vi købte desuden nogle få Heineken og Bacardi Breezer til omaftenen. Hernede må de ikke sælge alkohol i supermarkeder, så vi skulle i enspitirusbutik for at købe noget. Her købte holdet, der stod for køleboksen ogsånoget is, så vores drikkevarer kunne blive kølt ned.

Efter dette var vi forbi et sted, hvor "whirlpool"gennem mange år havde slebet sig ind i klipperne, så der kom facinerende hulleri disse. Lige ovenover var der desuden et vandløb, som blev til  små vandfald. Det var enormt flot. Vandetbrusede ned mellem klipperne. Længere borte var der et stort vandfald, men frader hvor vi kunne gå til, var det ikke så tydelig. En af de andre deltageregled på en sten tæt ved vandet, så hun faldt i og blev plaskvåd. Hvad værre var,var at hendes spejlrefleks kamera til flere tusinder gik i stykker. Indtilvidere er det ikke blevet repereret. På vejen tilbage så vi en lille kamæloen,der var i gang med at skifte farve.

Efter en lidt længere køretur ankom vi ca. kl. 14 til KrugerNational Park, hvor vi kørte nogle få km. inden vi kom til campingpladsen, hvorvi skulle tilbringe de næste to nætter. Vi slog vores telt op og fik herefterfrokost, der i dag bestod af hotdogs og rissalat. Vi fandt dog ret hurtigt udaf, at der var en pool på campingpladsen, hvilket selvfølgelig skulleafprøves!! Stortset hele gruppen tog ned for at bade og slikke sol. Vi fik ogsåen del sol, da vi jo var ret blege i forvejen. Da vi kom tilbage blev vi nogetoverraskede da der stod en bavian og rodede i vores skraldespand, og ikke længeefter var vores lejer fyldt med aber. De var overalt, i træer og vores telte.Det var meget heldigt at alle have lukket deres telte for ellers havde de ogsåinvaderet dem. Nogle andre i lejeren havde ladet en pose stå uden for derestelt, og aberne var noget nysgerrige efter at kigge i den og se hvad der er i.Vi kiggede os omkring  og så desudenantiloper rende rundt på vores campingplads.

Inden aftensmad og inden de andre vendte hjem fra night gamekunne nogle stykker af os nå ned at se en lille film omkring livet i Kryger oghvordan dyrerne overlever ved at spise hinanden. Mens madholdet var i gang medat lave mad, prøvede vi at lære nogle af dem noget dansk. Ikke alle ord varlige nemme for dem og vi de fandt forhåbentlig ud af hvordan vi har det med atudtale engelske ord. En af pigerne ville sige "boy sucks" på dansktil hendes kæreste. Det blev mere til brummelyde end egentlige ord. Tilaftensmad fik vi kylling grillet over bål og kartoffelsalat. Ellers har vi barebrugt dagen idag på at slappe af, hvilket har været dejligt. Om aftenenfuldendte vi afslapningsdagen med en dejlig kold øl.

Vores chauffør er desuden meget glad for country musik, sådet er vi begyndt at lytte til næsten hele tiden.

Tirsdag

Klokken 5 stod vi op til en lang dag i Kruger National Park.Fordi vi skulle sove på samme campingplads næste nat, behøvede vi ikke at pakkevores ting sammen og slå teltet ned. Vi kunne derfor sove en halv time længere.Til morgenmad fik vi bl.a. æg, toastbrød og cornflakes. Aberne var kommettilbage og et kort øjebliks uopmærksomhed resulterede i et mistet æg. Aben varlyn hurtig nede og oppe i træet igen, hvor den sad og nød sit æg. Den vidsteendda at ægget skulle pilles.

Klokken 6 blev vi hentet af en åben safaribil, der de næste10 timer skulle køre rundt med os i nationalparken. Vores chauffør, Kurt,fortalte os, at det ikke var det bedste tidspunkt på året at tage på safari,fordi alt var så vådt. Sidste år havde det regnet ekstra meget i november ogdecember og der var derfor opstået floder, hvor dyrerne kunne drikke. Normaltkunne man køre ned til de få vandhuller, der var i parken og se en masse dyr,men det var ikke muligt nu. Han havde dog en walkie talkie, så han kunne snakkemed de andre safaribiler rundt i parken. På den måde kunne man spotte fleredyr.

Vi kørte ind igennem parken og ikke ret længe inde, stopperbilen forholdsvis brat op. Vi tror i første omgang at det er et lille dyr, dersidder i vejkanten og Charlotte, der sidder i modsatte side og ikke hørerefter, hvad chaufføren forklarer, nærmest kaster kameraet over til Karina ogråber "tag et billede, tag et billede." Hun blev noget skuffet, dahun fik kameraet tilbage og finder ud af, at det blot var en næsehornlort.Resten af turen blev hun spurgt om hun ikke skulle have et billede af de andrelort vi så til sin samling.

Lidt længere inde i parken så vi hurtigt både vildsvin ogantilober. Også en flok zebraer på 5-6 stykker stod og græssede i tæt på vejen.Der blev taget en masse billeder af disse dyr for det var jo helt vildt, når viikke havde set dem før. Dette var dog kun begyndelsen på en fantastisk safarimed en masse endnu større dyr. Vi så bl.a. giraffer og elefanter blot 2-3meterfra os. Vi så rigtig mange af disse dyr og de første 2-3 gange stoppede vi opfor at tage billeder. De næste gange kørte vi blot forbi. På et tidspunkt komvi forbi en elefant så tæt på, at den begyndte at brøle af os, fordi den føltesig truet af os.

Senere på turen bremsede chaufføren pludselig op og bakkedelidt, som om han havde set noget spændende. Først troede vi at det var endnu enlort herefter en fugl, der sad på en sten, men da vi kiggede længere ud oversavanen, så vi fire store grå klumper. Det viste sig at være sorte næsehorn,der ellers kun ses sjældent. Ingen af de andre deltagere på turen, der ellershavde set mange dyr, havde set disse før. Vi så også senere et af de hvidenæsehorn. Som navnet ellers antyder, er dyret ikke hvidt, men det erstørrelsen, der gør forskellen på det sorte og det hvide næsehorn.

På turen rundt i savanen, så vi mange zebraer. De gik istore flokke på 20-25 stykker. De gik sammen med gnuer mange af gangene.

Et dyr, der ligner en gnu, når man ser dem på afstand er enbøffel. Dem så vi også et par af ved floden, men de var desværre meget langtvæk. Det var derfor svært at få taget et ordentlig billede af dem. Kurtfortalte os at bøflerne var en del af "The Big 5". "The Big5" er de fem mest farlige dyr for mennesker i Afrika. Disse er det hvidenæsehorn, leoparden, elefanten, bøflen og løven. Fælles for disse er at hvisman ikke dræber dem første gang er man selv død. Bøflens hjerne er kun 2 cm idiameter. For at dræbe bøflen er man nødt til at ramme hjernen helt præcis.Lykkes dette ikke bliver du stanget ihjel.

Vores chauffør, der havde kørt safaribil de næste seks år,var utrolig god til at spotte dyrene selv om de var længere væk. Hun var istand til at snakke med os, holde øje med vejen og samtidig spotte dyr. Vihavde da også en god spotter med fra Danmark. Vi var blevet fortalt, at derskulle befinde sig en stort leopard i et område. Den var dog meget sky og gemtesig derfor. Ninna havde held med at spotte den hele to gange og blev kåret somdagens spotter af os. Efter hun råbte "der, der" fik vi andre også øjepå den. Det varede dog kun et kort øjeblik inden den forsvant ind i buskeneigen. Leoparden blev kun set ca. én gang hver 14. dags og dette mest omaftenen. Vi så den kl. 13.30. Det var åbenbart meget sjældent at se den pådette tidsdpunkt. 

Flere gange kørte vi forbi et sted, hvor der angiveligtskulle befinde sig en stor hanløve, men ikke ret mange biler havde set den. Davi for tredje gang kørte forbi holdte der en privatbil, der tilfældigvis havdeen cd med dyrelyde i bilen. Da der skruede op for lyden af hunløver løftede etenormt løvehoved med en ordentlig manke sig op fra græsset. Den havde heletiden befundet sig blot 20 meter fra os, men havde lagt sig så tæt på jorden,at den ikke kunne ses.

Vi kom også forbi et sted, hvor der holdt 10 biler ogkiggede ud i græsset. Det viste sig at der sad to

geparder og kiggede ud over savanen, men desværre et stykkevæk, så billederne af disse blev heller ikke så gode. Vi håbede hele tiden påat de ville rejse sig, men i stedet lagde de sig ned efter et stykke tid. Blot30 meter fra dem stod en flok gnuer og spiste græs. De følte sig ikke truet afgeparderne, der ikke er store nok til at angribe, så store dyr. Geparden spiseri stedet mindre dyr som fx antiloper.

Efter dette kørte vi ned mod floden hvor vi forventede at seflodheste  og krokodiller. Voresforventninger blev indfriet. Flodhesten lå lidt længere væk og det var kunmuligt at se næseborene og ørene. Krokodilen lå helt stille i vandkanten. Fordivi holdt midt på en bro, hvor der kun kunne køre én af gangen kunne vi ikkeblive holdende ret lang tid.

Ud over disse store dyr, såvi også en skildpadde og enkamelæon. Da Kurt spottede skildpadden, der gik på vejen sagde han "oh.The most dangerous animal in the park. A real killer". Vi troede at nuskete, der noget vildt, men vi måtte blot grine, da vi så at det var enskildpadde. Karina synes den var sød.

Om aftenen var vi ude og spise på campingspladsensrestaurent. Det blev betalt af GAP og maden var forudbestilt til kl. 20.Karina, der skulle have mad uden hvidløg fik hendes præcis til tiden. Som deneneste, der havde fået mad måtte hun vente til vi andre fik vores over en halvtime senere. Samtidig var der problemer med at få drikkevarerne. Tjeneren komind med en bakke med 15 glas og delte disse ud. Så skete der  bare ikke mere. De sidste 7 glas kom ikke førvi flere gange havde rykket for dem. Ninna endte med at have spist hele sin madfør hun fik sin fanta, som desuden ikke smagte som man forventer af en rigtigfanta. Vi fik en gryderet, de kalder for Portji. Det er en gammel afrikanskret, som det siges at kun få personer kan lave rigtig. Man skal være født tilat lave den og det er ikke noget man kan lære. Det er desuden kun mænd, der kanlave denne ret, der er en gryderet med ris til. Maden smagte ganske udmærket ogdet var sjvot at smage noget lokalt.

Vi gik forholdsvis tidligt i seng efter en lang dag med enmasse frisk luft og spændende oplevelser.

I dag vågnede vi på Airport Game Lodge kl. 5.20 til en larvepå værelset. Selvom hotellet ellers var fint, var det ikke noget vi havderegnet med. Vi pakkede vores tasker færdige og gik herefter op til morgenmadtil kl. 6. Her var alt fra engelsk morgenmad til yoghurt og corn flakes. Efterat have pakket teltene ned, satte vi os ind i lastbilen, der de næste 3 ugerskal fragte os fra sted til sted. Egentlig er det mere end bus, men chaufførreninsisterer på at kalde det en lastbil for han er i hvert fald ikke enbuschauffør. De folk vi rejser med er rigtig flinke og nemme at komme i snakmed, de kommer fra hele verden bla. Canada, Tyskland, USA, England, Norge,Italien og Australien. Deres engelsk kundskaber er dog lidt bedre end voresskole-engelsk men det klarer vi alligevel.

Inden vi kørte op i bjergene holdt vi to stop, hvor der varmulighed for at købe lidt snacks til turen. Vi havde samtidig mulighed for athæve penge. Automaten ville dog ikke i første omgang tage imod KarinasMasterCard, så hun blev en smule nervøs for at hendes kort ikke virkede. Efterendnu et forsøg lykkedes det dog. På turen rundt i bjergene så vi utroligeudsigter overalt, som slet ikke kan beskrives. Vi holdt ind flere gange, hvorvi så havde tid til at nyde udsigten. Et af stederne kaldes "GodsWindow", som var på toppen af et højt bjerg. Navnet skyldes at man sigerat hvis Gud skulle kigge ned på jorden ville det se sådan ud, her var også småboder med souveniers. For at komme helt op til det højeste udsigtspunkt måttevi gå gennem en lille regnskov.

Vi så desuden små landsbyer, hvor de alle havde gitter forvinduerne, hvilket skyldes al kriminaliteten i området. Vi erfarede også at derer enorm forskel på rige og fattige mennesker. Nogle lever i en kæmpe villa,men andre blot har et skur at sove i.

I løbet af dagen fik vi også set Blyde River Canyon. Det erverdens tredje største canyon. Ned gennem denne løber en flod. Klipperne erenorme. Fantastisk udsigt. Generelt har vi set rigtig meget flot naturundervejs!

I bussen har vi forskellige opgaver. Vi er delt ind i femgrupper med 4-5 personer i hver. Hver dag har hver gruppe en opgave. Opgavernelyder på at tage tasker og madrasser ud af bussen, gøre køleboksen ren, gørebussen ren eller hjælpe med maden. Den sidste dag har man fri. Opgaverne erforholdsvis overkommelige og  tager ikkeså lang tid, når man blot hjælpes ad.

Vi ankommer til den campingplads, hvor vi skal tilbringenatten omkring kl. 17.30. De andre jublede over swimming pool og varmt vand ibruserne, så vi kan fornemme hvad de har haft at gøre  med tidligere på turen. De snakker om mudderover alt, toiletter som huller i jorden, koldt bad og en del regn. Med detsamme vi er ankommet til campingpladsen skulle vi slå vores telt op og herefterklare vores opgaver. Til aftensmad fik vi kødstrimler og ris. Det smagte rigtiggodt. Maden overraskede os positivt. Ellers brugte vi aftenen på at hygge osomkring bålet, dog var vi meget trætte så sengetid blev ikke så sent.

Endelig afsted. Turen er nu startet med næstenen times forsinkelse af toget fra Struer mod Københavns Hovedbanegård. Togetskulle afgå kl. 5.47, men endte med først at komme kl. 6.33. Vi havde længediskuteret, hvorvidt vi skulle tage toget torsdag aften i stedet for fredagmorgen, men besluttede os for at det hele nok skulle gå selvom vi først togafsted om morgenen. De sidste dage har flere toge været aflyst i dennord-vestlige del af landet på grund af snevejret, men vejret er blevet bedre ogvi satsede derfor på at vores ikke var blandt de aflyste. Forsinkelsen startedemed at være på 9 min, men vi kunne hurtigt se, at ventetiden blev nogetlængere. Da der senere blev meddelt aflysning på flere af de øvrige afgangebegyndte nervøsiteten at melde sig. Det gjaldt dog ikke for Charlottes mor, dervar mere bekymret for om Charlotte fik fat i et navneskilt til kufferten. Imensfarede Ninna rundt med sin store taske på ryggen. Noget større end hendesskoletaske. I hvert fald havde hun problemer med ikke at ramme ind i andremennesker med sin taske, hvor vores maskot, Anton, var placeret. Endelig hørtevi den kendte melding ”Toget fra Struer mod Københavns Hovedbanegård afgår fraspor 1 om 10 min.” Nu var det altså muligt for os at komme til Hovedbanegården.Ikke længe efter vi havde sat os tilrette i toget blev det tid til at blæsenakkepuderne blæst op. For Charlottes vedkommende, krævede det nogle ordentligelunger og flere opblæsninger. Dette var dog ikke nok til at puden kunne holdeluft, så det endte med at den blev smidt ud. Efter et godt måltid morgenmad,grineflip over Karlson på taget, togkontrollørens ”kegle-patter”, osv., blevdet jo også tid til en tur på det lille hus, hvor døren var i stykker. Ninnafandt dog ret hurtigt ud af, at døren bare skulle sparkes op. Hun havde dognået at informere os andre om, at hvis ikke hun var tilbage inden 3 minutter,skulle vi gå ud og kigge efter hende i tilfælde af hun ikke kunne få døren låstop. Mens Ninna havde problemer med toilet, Charlotte med sin nakkepude, havde

Omkring kl. halv 10 kørte vi ind på perronenpå Hovedbanegården, hvor vi skulle skifte tog. Vores tog var dog så forsinket,at vi ikke havde mulighed for at nå toget videre til Kastrup Lufthavn. I stedetmåtte vi tage et andet tog, således vi var i lufthavnen omkring halv 12.

En vis bekymring bredte sig også, da vi ankomtil lufthavnen. De tidligere dages voldsomme snevejr havde også ramt London,hvor vi skulle skifte fly. Lufthavnen var blevet lukket, hvilket medførteaflysning af vores fly. Vi fik dog nye billetter, og kom med Lufthansa i stedetfor british airways, hvor vi så skal over München. Ventetiden blev dog lige 3,5time længere end forventet, men det gjorde jo intet, da der er masser afbutikker og restauranter i Kastrup, og  voresankomsttid i Afrika stadig er den samme! :) Troede vi da, men det viste sigsenere ikke helt at holde stik. Da vi ankom til München blev vi nogetforskrækket da det første vi ser i lufthavnen er en plakat med efterlysteterrorister. Da vi efterfølgende skulle forbi paskontrollen spørger han osforbavset, da han ser vi kommer fra Danmark og rejser mod Johannesburg; ”Areyou travelling without family?, hvilket vi egentligt ikke ved hvordan vi skaltackle da vi jo rejser mod verdens mest kriminelle by. Grunden til at voresplan ikke længere holdte stik viste jeg at være snevejret og de koldetemperaturer, der også havde ramt München, så vores fly skulle af-ises indenafgang, hvilket lagde 2 time ekstra til vores rejsetid. Flyet vi skulle rejsemed fra München til Johannesburg viste sig at være enormt i forhold til hvad viellers havde prøvet. Vi kom fra et fly med omkring 100 passagerer og sad nu iet stort fly med 8 pladser i bredden og 100 rækker. Vi havde hver voresfladskærm, der var sat fast i nakkestøtterne på den foransiddende. Her var dermulighed for selv at vælge nogle af de nye film, spille spil og høre radio.Desuden lå der på sædet tæppe, pude, høretelefoner, strømper, tandbørste ogtandpasta til hver person. Vi følte os som ”first class”, selvom check-in-damenflere gange påpegede at vi altså kun var ”economy”. Flyveturen gik forholdsvishurtigt og kl. 9.50 lokal tid landede vi i Johannesburg, Sydafrika. Det førstemøde med en afrikaner sker i paskontrollen. Da vi er gået ind i gennem tolden sigerhan stille ”God bless you”. Om det var for at være sød eller for at advare osved vi ikke, men lidt forskrækkede blev vi da. Vi fik fundet vores bagage,hvilket gik meget nemt. En flink mand som stod i ankomsthallen hjalp os med atkontakte vores hotel og ikke længe efter kom en mand fra hotellet og hentedeos. Vi fik tjekket ind på hotellet, hvilket var rigtig lækker med pool,gazeller og strudser i baghaven. Vi blev dog ret hurtigt enige om, at vi varnødt til at sku ind til byen og handle lidt.. Vi spurgte os frem i receptionen,og fik at vide, at ham der havde hentet os i lufthavnen kunne køre os til byenfor ”onetwentyfive”, hvilket vi aboulut synes var billigt!! -indtil vi kom hjemigen, og fandt ud af, at det faktisk var 125 vi sku af med!! Hvad sker der forAfrika!? Der blev vi snydt.. -Men turen var næsten pengene værd, da han kørteumådeligt dårligt, og endda kørte over for rødt! Men det skal dog siges, at hanvar rigtig flink, ligesom resten af deltagerne og personalet på turen.

I aften skal vi til informationsmøde og høreom resten af vores tur her i Afrika, hvilket vi glæder os rigtig meget til! Ha'det godt hjemme i DK.. Vi sidder i shorts! ;)

Vi købte som sagt en høne i mandags. Den varrimelig forvirret da den ankom til sit nye hjem, men ellers har den egentligopført sig meget fornøjet, sådan som høner nu engang gør. Men i går, da vi komhjem fra New Highway Hotel, hvor vi havde siddet og set fjernsyn og drukket enøl, var hønen helt stille og sad bare dumt på jorden da vi kom. Det var lidtunderligt, især i forhold til hvor meget den havde beklaget sig dagen før. Såjeg ville bare lige tjekke om alt var som det skulle være… Lyskeglen frapandelampen afslørede et drabeligt snitsår ved halsen der havde blødt ud overden hvide fjerdragt. Først troede jeg den var død! Men så pippede den lidtbetuttet, heldigvis. Det var meget mystisk. Havde den måske prøvet at kæmpe såmeget med snoren om foden, at den var kommet til at vikle snoren om halsenogså, og dermed selv havde pådraget sig skaden. Men ej, det lød usandsynligt.Der måtte være nogen eller noget der havde angrebet Pylle.

Vi var ret meget i tvivl om hvad vi skullegøre, for den klatter simpelthen så meget, at det ville være alt for ulækkertat tage den indenfor i huset om natten. Så vi besluttede bare at lade den væreudenfor, den var trods alt blevet livet lidt op af, at vi havde lyst på den.Men ikke længe efter vi havde lukket døren skræppede den fortvivlet op, der løden voldsom basken med vinger og dødshyl! Rasmus flåede døren op, men der varangriberen allerede forsvundet, han kunne ikke rigtig nå at se hvad det var. Vivar nu begge blevet noget utrygge ved det hele. Hvad var det der angreb Pylle.En kat? næppe. En hund? den ville ikke engang kunne kom ind i vores compound(lukkede enklave af huse). Så vi tænkte det måtte være noget i retning af enmår. Og som Rasmus sagde, at hvad end det var, så havde det smagt blod og villemed sikkerhed komme tilbage. Så vi måtte flytte hønen i sikkerhed. Heldigvishar vi nogle udendørs latriner og opbevaringsrum der hører til huset, så vikunne sætte den ind i et af rummene for natten.

Den har gået udenfor hele dagen i dag, og dethar ikke set ud som om der har været nogle problemer. Machu (Namulindwa) komover da vi kom hjem, så Rasmus spurgte hende, om hun vidste hvad det var derhavde angrebet hønen. Hun kiggede bekymret på den og prøvede tøvende atforklare hvad det var. Men hun kunne kun navnet på Luganda og måtte derfor medstort besvær prøve at beskrive tingesten. Den/det er sort, stor som en kat,bevæger sig kun om natten og har ingen hale. Den er farlig! Hvad mon det kunnevære? Jeg blev ret bange over at se hvordan Machu prøvede at efterligne dettemonster, hun beskrev den/det i hvert fald meget livligt med bombastiskearmbevægelser og store øjne.

Det var nu ikke bare mystisk, men også megetuhyggeligt. Jeg havde allerede forstillet mig et par røde skinnende øjne imørket, en klam ånde, store kløer, strid pels. Noget i retning af en varulveller en mutant af en hund med glubsk hundegalskab. Uha, føj for den lede. Ogfor at tilføre lidt ekstra uhygge var der heller ingen strøm, så allenabohusene var fuldstændig mørklagte. Josephine foreslog os at vi kunne brugevores olielamper, som jeg fuldstændig havde glemt vi havde, hun ville enddagerne give os noget af deres olie. Machu skulle gå over efter det, men spurgtemig spagt om jeg ikke ville gå med. På vej tilbage, hvor vi skulle igennem detallermørkeste sted mellem vores hus og nabohuset, blev hun pludseligforskrækket og råbte op om at ”den ville spise hende” og så fik vi begge travltmed at komme inden for døren.

Puha, mit hjerte pumpede af skræk over dettevæsen der lå på lur et sted i mørket! Men så sagde Rasmus, at han havde snakketmed Osward, pigernes fætter (og nabo), som havde kunnet forklare hvad det var.Det var en flagermus. Han kunne se det på snittet på hønen, at det var kloenfra en flagermus, og det giver også fuldstændig mening i forhold til Machusbeskrivelse… Så kunne jeg puste ud. Det hjalp alligevel at få en definition påmonsteret. Men stadigvæk, det må være en rimelig stor og glubsk flagermus nården ligefrem går til angreb på en høne. Og for os der har set ”Fuglene” afHitchcock, så er det der med flyvende dyr der går uanfægtet til angreb, rimeliguhyggeligt.

Hver fredag prøver vi at holde LPS-møde ibranchen, for at evaluere ugens gang, og for at planlægge ud i fremtiden. Dennefredag skulle blive det første LPS-møde i tre uger, fordi der de andre gangehar været forhindringer. Sidste fredag havde vi Morten og Levi på besøg, så dervar der jo stor ballade, fredagen inden var der LPS camp, og fredagen forindenfredagen inden, var der som bekendt også stor ballade med kongen ogpræsidenten. Så vi havde altså en del vi skulle igennem. Specielt synes mig ogRasmus det var på tide at vi snakkede kritisk om hvordan man laver godevaluering, for nogen gange virker det som om folk kun tænker kvantitet fremfor kvalitet, og at de kun tænker på at det hele skal se så godt ud. Men så erhele formålet med evaluering jo spildt! Vi har endda nogle rigtig godeevalueringsark vi skal udfylde efter hver session, men hvis man alligevel bareukritisk skriver at ens session gik godt, hvad skal man så bruge det til? Såbliver projektet jo aldrig bedre end det er nu, og for mig at se mangler der endel, men ikke umuligt meget, arbejde før det kan blive virkelig godt. Debattenendte måske med at blive lidt heftig, for vi kunne slet ikke enes, dvs. detegentlig kun var mig, Rasmus og Joseph der syntes det modsatte af de andre.Sådan virkede det i hvert fald. Joseph synes også det er dumt folk ikke skriverlidt mere kritisk om hver enkelt session, og specielt at mange bare skriver atdagens session var meget succesfuld. Et eksempel blev givet for at forsvare detmed at skrive, at en session er succesfuld: Hvis man er lærer, og ens formålmed timen er at få ens elever til at lave gruppearbejde og have en fælles debati klassen bagefter, men at det begynder at regne (her i Uganda har skolerne kunbliktag, så når det regner, larmer det helt forfærdeligt, så man slet ikke kanhøre sine egne tanker eller sige noget som helst), begynder man bare at skrivespørgsmål op på tavlen i stedet. Var det måske ikke en succesfuld løsning? Jo,det kan man jo godt sige det er, problemet er bare, at det ikke gør timen tilsuccesfuld, for man har jo i givet tilfælde ikke nået sit mål om at få elevernetil at diskutere. Og så er mit synspunkt, at man ikke kan betegne det somværende succesfuldt. Fx kom der kun otte elever til den session jeg havdesidste mandag! Oprindeligt var gruppen på omkring 35, og de andre facilitatorerargumenterede med, at man alligevel ikke kun tvinge folk til at komme, og vihavde jo gjort vores del godt, så hvorfor var vores session så ikke succesfuld?Der tænker jeg meget mere på indholdet, jeg vil gerne sikre mig at eleverneegentlig får noget ud af det. Og hvis kun otte kommer, på trods af at de får enindholdsrig session, har vi jo alligevel mistet 27 elever. Det synes jeg erdybt problematisk! Jeg spurgte dem også, om de så ville synes en session medingen elever ville være succesfuld, men det var der ingen der svarede på. Okay,det ser måske ud som om jeg har stirret mig gal på et enkelt ord, men for migrepræsenterer det bare en misopfattelse af formålet med projektet. Vi skal heletiden gøre det bedre, og det kan hele tiden blive bedre, så det er vigtigt vigiver hinanden konstruktiv kritik. Men her virker det som om man hellere vilplease hinanden, og specielt ens overordnede, så man argumenterer aldrig med énder har højere status end sig selv… Nå, jeg håber jeg har fået sat nogle tankeri gang hos folk. Det er bare vigtigt også at kunne se kritisk på sig selv, atprøve nye ting og være åben overfor nye forslag. Det gælder også i høj grad formig selv.    

Efter mødet, der ellers var rigtig godt ogkørte i et godt tempo, var det blevet ret sent. Mig og Rasmus skulle skynde oshjem inden det blev mørkt, for det er altså ikke nemt at cykle gennem Mityana imørke. Der er så mange mennesker man slet ikke kan se, og det er derfor hellerikke sikkert de kan se én. Specielt kører bilerne og boda’erne overhovedet ikkehensigtsmæssigt, så man skal virkelig se sig for når man kommer på cykel. Menvi kom da hjem uden skrammer, og blev mødt af Josephine og Namulindwa, der havdekøbt popcorn til mig og Rasmus. Man kan få hvad der svarer til ca. en femtedelaf et lille biografbæger popcorn for 25 øre. Så snart var der jo popcorn allevegne. Nå, det var egentlig ikke det jeg ville fortælle, jeg vil i stedet forfortælle, at jeg længe havde tænkt på at spørge Josephine om vi måtte kommeover og lave mad med dem, og så også spise sammen med familien, hvilket hunsyntes var en fremragende ide. Hun insisterede endda på, at hun ville lavemaden til os alle. Vi havde selv været på markedet og købe kartofler, tomater,løg osv., og så havde vi stadig halvdelen af de pulveriserede g-nuts tilbage såvi kunne lave g-nuts-sauce igen, så der ville være mere end rigeligt til bådemig, Rasmus, Josephine, Namulindwa, Nayiga og deres mor, Susan. Jeg vil nemliggerne prøve lidt mere af det rigtige ugandiske liv, for mig og Rasmus lever joi vild luksus i vores hus bag den høje mur, hvilket kun en brøkdel af folk hergør. Så jeg vil gerne ud og mingle lidt mere, vaske tøj sammen med folk, lavemad sammen med folk osv. Så derfor blev jeg rigtig glad for, at vi kunne hængeud over ved Josephine. Mig og Josephine gik over for at gå i gang mens Rasmuslå og hvilede sig. Det var vildt hyggeligt at sidde under den afrikanske nattehimmel,mens bålet i udendørskøkkenet knitrede, og man kunne høre den sagte lyd afkartoflerne der kogte i gryden. Der var slet ikke noget lys, men alligevelformåede Josephine at skrælle både kartofler og matookebananer uden at skære isig selv. Jeg kunne næsten ikke engang se hvor kniven var, men kun har barefuldstændig styr på grønsagernes form og knivens bevægelser, så hun villesikkert også kunne skrælle matooke i søvne. Her kan børn virkelig deunderligste ting sammenlignet med danske børn. Da kartoflerne havde kogt sammenmed matookebananerne (der ikke blev mast sammen til fast matooke som jegtidligere har beskrevet det), blandede Josephine g-nutssovsen direkte i, så dethele kunne koges sammen til en slags biksemad. Og så var der serveret. Jeg synesdet var vildt lækkert, især fordi der var en lille duft af bål over maden, barefor at gøre det hele lidt mere virkeligt… Og jeg nød virkelig at sidde udenforog spise, selvom det var fuldstændig mørkt, så man kun kunne se bananpalmernessilhuetter mod himlen. Det virkede bare så naturligt, så roligt og fredfyldt.Så ukompliceret og ægte. Ja, jeg kunne blive ved. Men der er nu intet som atspise i gode venners selskab! Og hold da op hvor er himlen over Afrika smuk!